Fra venstre ses repræsentant fra Landbrug & Fødevarer Peter Dalsgaard Rasmussen, forperson og kommunalbestyrelsesmedlem Martin Graff (SF) og repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening Michael Løvendal Kruse.

Fra venstre ses repræsentant fra Landbrug & Fødevarer Peter Dalsgaard Rasmussen, forperson og kommunalbestyrelsesmedlem Martin Graff (SF) og repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening Michael Løvendal Kruse. - Foto: Næstved Kommune

Grøn trepart

Ny lokal trepart sætter flueben: Byrådenes godkendelse "ligger lige til højrebenet"

Lokal trepart er enige om idékatalog med 200 potentielle omlægningsprojekter, der skal reducere CO2-udledningen og forbedre vandmiljøet i Østersøen. Landbrugets repræsentant tror, politikerne vil bakke op.

Udgivet: 28/08/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Lokal Trepart Østersøen er onsdag nået frem til et idekatalog med mere end 200 potentielle omlægningsprojekter, der skal forbedre vandmiljøet omkring Det sydøstlige Sjælland og Øerne.

Trepartens medlemmer har under processen været styret af de nationale mål og krav og har derfor i første omgang prioriteret projekter, der kan nedbringe kvælstof og CO2, fortæller Peter Dalsgaard, der er fra Østdansk Landboforening og repræsentant for Landbrug og Fødevarer.

"Planen har været igennem en grundig proces, hvor alle parter er enige, og jeg er optimist i forhold til det videre samarbejde. Det ligger lige til højrebenet, at politikerne i de seks kommuner bakker op, så vi kan komme i gang med arbejdet og få en god proces sammen med lodsejerne," siger han i meddelelsen.

Lodsejere har vænnet sig til tanken

Lokal Trepart Østersøen dækker over de seks kommuner omkring Østersøen - Vordingborg, Stevns, Faxe, Guldborgsund, Lolland og Næstved kommuner. Treparten lægger sig i slipsstrømmen af Lokal Trepart Smålandsfarvandet, som omfatter mange af de samme kommuner, og hvor medlemmerne blev enige om et projektkatalog 14. august.

Flere af kommunerne vil nu kontakte de lodsejere, som er ejere af landbrugsjord, der indgår i idekataloget, mens de nogle steder allerede er i gang med dialogen.

Indtil videre har samarbejdet med landmændene været positivt i blandt andet Næstved Kommune, har Niels Hav Hermansen, leder af Vand og Natur i Næstved Kommune, fortalt NB-Forsyning & Klima i forbindelse med at Lokal Trepart Smålandsfarvandet præsenterede sit idekatalog.

"Når vi kommer ud og snakker med landmændene, er der en meget stor åbenhed og nysgerrighed efter, hvad det kan betyde for dem," sagde han.

"Vi bliver stort set aldrig mødt af en afvisning eller en lukket dør. Folk vil gerne høre mere, og det er jo ikke nye begreber længere. Alle lodsejere har hørt om det og har vænnet sig til tanken om, at der er brug for det."

Stor samarbejdsvilje

De 23 lokale treparter har indtil december til at få udarbejdet omlægningsplaner, som skal principvedtages i de respektive kommuner. De enkelte treparter skal leve op til forskellige mål, hvor Lokal Trepart Østersøen særligt har haft fokus på kvælstofreduktion i tre af de syv delvandoplande - Rødsand og Bredningen, Stege Nor og Præstø Fjord.

Det er repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunerne i treparten, der har godkendt kataloget. Et godt samarbejde med enighed har skabt det, som forperson Martin Graff Jørgensen kalder en "robust plan, der danner et solidt grundlag for det videre arbejde".

"Vi er blevet stillet en stor opgave gennem den nationale aftale på særligt enkelte af vores delvandoplande, men takket være stor samarbejdsvilje fra alle parter er vi nået i mål," siger forperson Martin Graff Jørgensen (SF), der er medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune, i en pressemeddelelse.

Fik du læst?

Første trepartsaftale indgået: I nogle kommuner starter lodsejerdialogen først nu

Lokal Trepart Østersøen spænder over seks kommuner på Sjælland og Sydhavsøerne.

Sidst opdateret: 28/08/2025 - 11:20

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]