
Anders Storgaard (K), konservativt kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg, har sat affaldssortering og den høje pris for CO2-besparelser ad denne vej på dagsordenen de seneste måneder. Senest har De Konservatives landsråd i weekenden godkendt forslag om at give kommunerne frihed til at handle anderledes. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Budget 2026
Første skridt mod frikommune: Frederiksberg bestiller analyse af central sortering
Både ved budgetforhandlingerne i kommunen og på det konservative landsråd fik De Konservative fra Frederiksberg opbakning til at indlede et oprør mod kildesortering. Også i København ønsker politikerne at lave et forsøg med central affaldssortering.
Udgivet: 25/09/2025
Op til budgetforhandlingerne på Frederiksberg var det et konservativt ønske at belyse muligheden for at lempe kravene til borgernes affaldssortering i hjemmet og overgå til sortering på et centralt anlæg.
I budgetaftalen, som en enig kommunalbestyrelse står bag, er der afsat 300.000 kroner i 2026 til en "analyse af potentialet for mere central affaldssortering". Det vil overraske forslagsstiller Anders Storgaard (K), hvis analysen ikke viser, at det ud fra samfundsøkonomiske, CO2- og miljømæssige parametre vil være lukrativt for Frederiksberg at sortere udvalgte affaldsfraktioner på centralt hold.
"Når vi har analysen, vil vi i De Konservative bruge den til at fremsætte et forslag om at ansøge staten om at blive frikommune," siger Anders Storgaard til NB-Forsyning & Klima og tilføjer, at de øvrige partier ikke har forpligtet sig til at støtte en ansøgning om at blive frikommune.
Landsråd støtter ny linje
Det vil kræve en lovændring, og i weekenden fik den konservative vælgerforening på Frederiksberg på partiets landsråd opbakning til et forslag om at frisætte kommunerne fra kravet om kildesortering af de ti obligatoriske fraktioner.
"I stedet for at bestemme, hvordan kommunerne skal sortere, bør staten sætte klare mål for, hvor meget vi skal genanvende og i hvilken kvalitet – og så lade kommunerne vælge den løsning, der virker bedst lokalt," lyder det i indstillingen, som ifølge Anders Storgaard nød stor opbakning på landsrådet og nu kan regnes for officiel konservativ politik på Christiansborg.
Også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har på det seneste profileret sig som fortalere for central sortering, og derfor kan danskernes affaldssortering måske blive et emne, der vil få en del opmærksomhed ved næste folketingsvalg.
Eftersorteringsanlæg på vej
Frederiksberg har allerede besluttet at investere millioner i teknisk hjælp til sorteringen med det eftersorteringsanlæg, som det fælleskommunale selskab Arc ventes at kunne tage i brug i 2026. Med den nuværende lovgivning må kommuner ikke se bort fra kildesorteringen og indføre en affaldsordning, hvor plast og mad- og drikkekartoner forbliver i restaffaldet, sådan som De Konservative på Frederiksberg som minimum ønsker. Analysen skal belyse potentialet ved central sortering af de forskellige fraktioner, og Anders Storgaard (K) er på forhånd åben omkring udfaldet, men tvivler på, at central sortering også kan omfatte de våde fraktioner som organisk madaffald.
"Når man går i gang med at etablere et eftersorteringsanlæg, synes jeg, at det kunne være interessant, at man undersøger muligheden for at udvide eller opgradere det, så det i stedet for kan blive et centralt sorteringsanlæg. Det er sådan noget, som en undersøgelse i vores kommune skal pege hen i mod," sagde han til NB-Forsyning & Klima i august.
København og Frederiksberg er trods stor kommunal opmærksomhed på bæredygtighed og genbrug blandt de kommuner i landet, hvor genanvendelsen er lavest på grund af borgernes mangelfulde affaldssortering. Ifølge Miljøstyrelsens officielle - og kritiserede - affaldsstatistik havde de to hovedstadskommuner i 2023 en reel genanvendelse på henholdsvis 33 og 36 procent.
Frederiksberg Kommune har et mål om at nå 72 procent reel genanvendelse i 2026, så den reelle genanvendelse skal fordobles for at nå målet, hvis man anerkender Miljøstyrelsens tal. Frederiksberg Kommune gør i et svar til NB-Forsyning & Klima opmærksom på MIljøstyrelsens forbehold ved de kommunespecifikke tal og konkluderer, at data derfor er "for usikre til, at det er relevant at opgøre dem".
Frederiksberg Kommune har lige nu ingen samlet oversigt over, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver genanvendt, men i kommunens kommende Ressource- og Affaldsplan vil der blive fokuseret på opgørelsen af den reelle genanvendelse. Det arbejde er klar i slutningen af året, oplyser kommunens team for cirkulær økonomi og affald.
Samme bevægelse i København
I København besluttede Borgerrepræsentationen i enighed i august, at forvaltningen skal afklare mulighederne for at gøre affaldssortering enklere i københavnernes hverdag og gennemføre "et afgrænset forsøg med central sortering i København".
"Sagen skal belyse, hvilke lovlige handlemuligheder, der foreligger for at dispensere fra krav om kildesortering og samtidigt afklare, de lovmæssige rammer, der er bindende på henholdsvis EU-, stats- og kommunalt niveau," lyder det i det vedtagne forslag, hvortil Alternativet fik tilføjet, at "der skal udarbejdes en vurdering af betydningen for reel genanvendelse”.
Herunder ses Miljøstyrelsens seneste kommuneopdelte data over den reelle genanvendelse, som har været faldende fra 2022 til 2023 på trods af borgerne afleverer mere affald til genanvendelse. Læs mere om dette paradoks i rapporten, som Brancheforeningen Cirkulær har kritiseret, her.
Sidst opdateret: 01/10/2025 - 13:45











































