Miljøstyrelsen har givet de større vand- og spildevandsforsyninger besked om at skærpe sikkerheden og den generelle opmærksomhed på sabotage.

Miljøstyrelsen har givet de større vand- og spildevandsforsyninger besked om at skærpe sikkerheden og den generelle opmærksomhed på sabotage. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Danva beder om klare rammer efter brev om nye sikkerhedstiltag

Danmarks kritiske vandinfrastruktur skal beskyttes, siger miljøministeren, men vandselskaberne har brug for lovhjemmel, påpeger brancheorganisation. Nye regler om cybersikkerhed omfatter de 100 største vandforsyninger.

Udgivet: 03/10/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Miljøstyrelsen har sendt en liste over sikkerhedstiltag til danske vand- og spildevandsforsyninger, der handler om at styrke både den fysiske sikkerhed, cybersikkerheden og den generelle opmærksomhed.

Det oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet fredag i en pressemeddelelse. Danva har kvitteret for opfordringen om at udvise ekstra opmærksomhed, og brancheforeningen byder sig til som aktiv part til at udforme en lovgivning, som kan gøre det muligt for vandselskaberne at tage hånd om forsyningssikkerheden for drikkevand i krisetider.

“Vi venter med spænding på en lovgivning, som kan give vandselskaberne de rette rammer," siger administrerende direktør i Danva Carl-Emil Larsen.

"En lovgivning vil være grundlaget for den tryghed for både borgere og samfundskritiske funktioner, som vandselskaberne har ansvaret for at skabe,” siger han i en pressemeddelelse

”Vi skal blandt andet vide, hvor længe vandselskaberne skal kunne levere vand til borgere, hospitaler, plejehjem og virksomheder i en krisesituation. En sådan lovgivning findes ikke i dag – og derfor ved vi heller ikke, hvor store nødgeneratorer, eller hvor meget backupkapacitet selskaberne skal investere i,” uddyber Carl-Emil Larsen.

Flere krav på vej

I brevet fra Miljøstyrelsen bliver forsyningsenhederne blandt andet bedt om hurtigt at indberette kriminelle handlinger til politiet og Miljøstyrelsen.

"Vi står i en ny sikkerhedssituation i Danmark, og vi skal beskytte vores kritiske vandinfrastruktur. Danskernes drikkevand er en afgørende ressource, og vi skal kunne stole på, at forsyningen er stabil, og at vandet er rent. Derfor gælder der allerede nu nye sikkerhedskrav for de store vandværker, og der er flere krav på vej," siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge den seneste vurdering fra Center for Cybersikkerhed er der en meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandsektoren. Fra 1. oktober blev der indført nye regler om cybersikkerhed for de omkring 100 største vandforsyninger i Danmark.

De er af særlig betydning for vandforsyningen, da de leverer cirka 65 procent af danskernes drikkevand. Det betyder, at de store vandforsyninger i fremtiden bliver omfattet af skrappere krav for blandt andet risikovurderinger, hændelsesunderretninger og sikkerhedstiltag som for eksempel kryptering.

Gælder de 100 største vandforsyninger

1. juli trådte nye regler i kraft om cybersikkerhed i henhold til cybersikkerhedsloven for de cirka 100 største vandforsyninger i Danmark. De store vandforsyninger har haft pligt til at registrere sig hos Miljøstyrelsen per 1. oktober. Vigtige hændelser skal indberettes til myndighederne, for eksempel driftsforstyrrelser.

Miljøstyrelsen vil herefter dele oplysninger med andre relevante myndigheder, blandt andet Styrelsen for Samfundssikkerhed og Energistyrelsen. Det skal være med til at forebygge hybride angreb mod dansk kritisk infrastruktur.

"Der vil i givet fald skulle etableres hjemmel i Vandsektorloven (regulerer drikkevand) og Miljøbeskyttelsesloven (regulerer spildevand) for at kunne stille krav til beredskabet i vandsektoren. Det er forventningen, at der på baggrund af de kommende hjemler vil skulle udstedes en bekendtgørelse med beredskabsmæssige krav til vandsektoren".

Fra gul til orange

Regeringen hævede tidligere på ugen sektorberedskabsniveauet for energisektoren til det næsthøjeste niveau, orange. Det skete ud fra en risikovurdering af, at energisektoren kan blive udsat for sabotage og hybridangreb.

Med statusændringen, som blandt andet omfatter større kraftværker og de kommunalt ejede affaldsenergianlæg, bliver sikkerhedskravene skærpet, hvilket vil føre til yderligere overvågning og begrænset adgang til energiinfrastrukturen.

Ritzau/jn

Sidst opdateret: 03/10/2025 - 15:29

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]