
Magnus Heunicke (S) skal fastsætte et nyt baisisserviceniveau, som vil afgøre, hvor stor en andel kommunerne vil få dækket ud af de udgifter, kommunerne faktisk har til at indsamle emballageaffald de kommende 15 måneder. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Producentansvar
Minister vil presse pris ned med nyt basisserviceniveau for kommunal affaldsindsamling
Udkastet til en bekendtgørelse om producentansvar mødte hård kritik fra kommuner og forsyningsselskaber, der ikke vil agere bank for emballageproducenter. Efter høring har minister tilføjet central ændring, som producenterne anbefalede.
Udgivet: 02/10/2025
1. oktober trådte det udvidede producentansvar i kraft, og flere oppositionspolitikere har brugt lejligheden til at kritisere, at de nye emballageafgifter vil få priserne i butikkerne til at stige. Der har omvendt været stille om den anden side af mønten; effekterne af det politiske indgreb, som regeringen har gennemført, og som sår tvivl om kommunernes indtægter og fremtidens affaldsgebyrer.
I 11. time besluttede regeringen for tre uger siden at begrænse virksomhedernes udgifter. Det skabte stor usikkerhed hos kommuner og forsyningsselskaber, at de ikke med umiddelbar virkning kan få dækket de faktiske udgifter til at indsamle affaldet.
I den politiske udmelding, der skulle skabe "ro om emballagepriserne, meddelte miljøministeren, at regeringen ville sætte et loft over producenternes betaling på 1,2 milliarder kroner det første år. Med de indmeldte priser baseret på kommunernes udgifter var der ellers udsigt til, at betalingen ville blive 1,6 milliarder kroner.
Midlet til at begrænse emballageproducenternes betalinger er på den korte bane en rateordning, der fastsætter, at kommunerne kun må opkræve 250 millioner kroner pr. kvartal indtil udgangen af 2026 - altså 1 milliard kroner det første år. Det svarer til 62,5 procent af de faktiske udgifter.
I den politiske udmelding fra 11. september lød det, at kommunerne vil kunne opkræve maksimalt 200 mio. kr. over en fireårig periode. Med de 200 millioner kroner ville kommunerne modtage samlet set få dækket 1,2 milliarder kroner, men i bekendtgørelsen er de 200 millioner kroner dog fraværende.
Derimod var det i høringsudkastet beskrevet, at kommunerne ville kunne opkræve de tilbageværende 37,5 procent efter nærmere regler, som miljøministeren skulle fastsætte. Dette afsnit er dog pillet ud i den endelige bekendtgørelse. I stedet for har ministeriet tilføjet et afsnit om, at ministeren inden 1. oktober 2026 vil fastsætte et nyt "basisserviceniveau" for kommunernes indsamling af affaldsfraktioner med emballageaffald.
Miljøministeren forpligter sig desuden til at fastsætte regler, der kommer til at afgøre, hvor stor en del af beløbet ud over de 1 milliard kroner, kommunerne vil få adgang til at opkræve. Denne opkrævning vil blive "justeret på baggrund af de regler om basisserviceniveau, som ministeren fastsætter," står der i bekendtgørelsen.
Tilføjelsen om et fastsat basisserviceniveau ser ud til at være kommet efter ønske fra producenterne. Kollektivordningen Vana foreslår i høringssvaret, at 2026-gebyrerne skal ændres "i tråd med basisserviceniveau når dette er besluttet".
I et svar til NB-Forsyning & Klima oplyser Miljø- og Ligestillingsministeriet, at prisloftet på 1,2 milliarder kroner skal opnås "ved at finde forslag til konkrete initiativer, som kan mindske virksomhedernes gebyr, som efterfølgende skal forhandles med partierne bag aftalen om udvidet producentsansvar fra 2022."
NB-Forsyning & Klima spurgte også ministeriet, om regeringen er indforstået med, at kommunerne som følge af prisloftet ikke kan sænke affaldsgebyrerne i samme udstrækning som hidtil antaget. Hertil svarer ministeriet blot, at "kommunernes affaldsgebyr vil skulle tilpasses som følge af det udvidede producentansvar, der overfører betalingen for håndtering af emballageaffald til virksomhederne".
Vil ikke agere bank
I høringssvarene fra den kommunale lejr var der stor utilfredshed med oplægget og det politiske indgreb, tre uger før producenterne skulle overtage ansvaret for emballageaffaldet.
"De ekstra omkostninger er en direkte følge af lovgivningen, og det skal derfor afklares, hvordan kommunerne får dækket deres potentielle ekstraomkostninger, inden reglerne træder i kraft. Det kan naturligvis ikke være kommunernes (borgernes) opgave selv at dække ekstraomkostningerne," skriver Brancheforeningen Cirkulær
KL understreger, at det er en ganske speciel situation, at kommunerne "forventes at agere bank for producenterne af emballage" og skriver videre, at kommunerne "savner svar på, hvordan kommunerne og især selskaberne skal håndtere en evt. manglende likviditet". I pressemeddelelsen fra Miljøministeriet bliver en ”statslig lånepulje” nævnt, men KL savner oplysninger i bekendtgørelsen om puljen.
I et fælles høringssvar fastslår seks forsyningsselskaber, at det er "urimeligt at implementere tiltag, som skaber usikkerhed om de fremtidige gebyrindtægter".
"De foreslåede ændringer påvirker affaldsselskabernes likviditet negativt. Der er behov for klarhed om, hvorvidt der indføres en lånepulje, og i givet fald hvordan den vil blive implementeret," skriver Gribskov Forsyning, Forsyning Helsingør, Hillerød Forsyning, Halsnæs Forsyning, Fredensborg Forsyning og Silkeborg Forsyning.
Vejle Kommune anbefaler, at den foreslåede ordning helt droppes, og at kommunernes ret til at opkræve det godkendte producentgebyr bevares fuldt ud. Kommunen finder det især urimeligt, at kommunerne med ministeriets oplæg i høringsudkastet stod til at yde producenterne et lån på 37,5% af producentgebyret, "hvilket virker helt urimeligt og uforståeligt".
Brancheforeningen Cirkulær mener, at de foreslåede ændringer i høringsoplægget er juridisk problematiske, mens Vejle Kommune peger på, at ændringerne kan komme i konflikt med statsstøttereglerne.
"Med de foreslåede fordelingsnøgler er der stor risiko for, at borgerne betaler en del af de omkostninger, der rettelig skulle betales af producenterne. Dermed kan der være risiko for at man ikke overholder reglerne om ulovlig statsstøtte," skriver Vejle Kommune i høringssvaret.
Også usikkerhed hos producenterne
På den anden side af striden var der heller ikke udpræget tilfredshed med udkastet fra ministeriet, da det bebudede prisloft på 1,2 milliarder kroner ikke var skrevet direkte ind i bekendtgørelsen.
"Hvis dette fastholdes, kan kollektivordningerne blive nødt til at sikre, deres eventuelle forpligtigelser dækkes ind med en betaling nu og her eller en bankgaranti for en efterregning. Det vil i praksis gøre, at der ikke vil ske nogen sænkning af omkostningerne, som ønskes i regeringens udmelding," skrev MLDK, mærkevareleverandørernes medlemsvirksomheder, i høringssvaret.
Direktøren for kollektivordningen Vana kritiserede høringsudkastet for ikke at harmonere med den politiske plan.
"Vi var ret glade, da ministerens melding kom. Nu er vi ret bekymrede... For udkastet til bekendtgørelsen udmønter slet ikke det, ministeren meldte ud," sagde direktør Marianne Roed Jakobsen i Børsen, inden den endelige bekendtgørelse landede.
DI fremhæver i deres høringssvar, at det fremover vil være afgørende, at der bliver klarhed om, hvad "producenterne skal betale for (et serviceniveau), at der kommer styr på omkostningsniveauet og effektivitet i opgaveløsningen i kommunerne samt reduktion af administrativt bøvl herunder ny model for erhvervsaffald".
Dokumentation: De centrale ændringer i bekendtgørelsen
Den endelige bekendtgørelse
§ 105 Stk. 3. Kommunalbestyrelsen opkræver 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026, 1. juli 2026 og 1. oktober 2026 de gebyrer, som kommunalbestyrelsen har fastsat efter § 104, hos den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for emballageaffald i den pågældende kommune med et a conto-beløb på 62,5 pct. af størrelsen af gebyret opgjort for hver affaldsfraktion.
Stk. 4. Miljøministeren fastsætter inden 1. oktober 2026 regler om et basisserviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger. Miljøministeren fastsætter samtidig regler om serviceniveauets anvendelse på gebyrer opkrævet efter stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan herudover vælge at fastsætte et højere serviceniveau end basisserviceniveauet, som skal afholdes over de øvrige affaldsgebyrer.
Stk. 5. Den 1. januar 2027 opkræver kommunalbestyrelsen gebyr for første kvartal i 2027. Miljøministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens opkrævning af et eventuelt a conto-beløb hos den producent, der er blevet opkrævet gebyr den 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026, 1. juli 2026 eller 1. oktober 2026 efter stk. 3. Det eventuelle a conto-beløb fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af de omkostninger kommunalbestyrelsen har afholdt i perioden ud over 62,5 pct. af størrelsen af gebyrerne, og justeret på baggrund af de regler om basisserviceniveau, som ministeren fastsætter, opgjort for hver affaldsfraktion
Høringsversionen
§ 105 stk. 3. Kommunalbestyrelsen opkræver den 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026 og 1. juli 2026 de gebyrer, som kommunalbestyrelsen har fastsat efter § 104, hos den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for emballageaffald i den pågældende kommune med et a conto-beløb på 62,5 pct. af størrelsen af gebyret opgjort for hver affaldsfraktion.
Stk. 4. Den 1. oktober 2026 opkræver kommunalbestyrelsen gebyr for fjerde kvartal i 2026, jf. stk. 1. Herudover opkræver kommunalbestyrelsen den 1. oktober 2026 et a conto-beløb hos den producent, der er blevet opkrævet gebyr den 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026 eller 1. juli 2026, på 37,5 pct. af størrelsen af gebyrerne efter § 104 opgjort for hver affaldsfraktion. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om opkrævningen.
Sidst opdateret: 03/10/2025 - 14:36











































