
Ved Danvas konference blev der sat fokus på behovet for stærkere kompetencer i vandselskabernes bestyrelser. - Foto: Amalie Dinesen
Bestyrelser
Debat: Bestyrelser skal udpeges på baggrund af kompetencer – ikke politik
Udpegningen af kommunale bestyrelsesmedlemmer i vandselskaber bør vente til efter kommunal konstituering, mener Landbrug & Fødevarer. Samtidig efterlyser både organisationen og Dansk Industri flere erhvervsprofiler og større fokus på kompetencer i bestyrelserne.
Udgivet: 02/10/2025
Det skal være profiler med de rette interesser, som er repræsenteret i vandselskabernes bestyrelser - og derfor skal udpegningen af de kommunale bestyrelsesposter vente til efter konstitueringen.
Det mener Anders Panum, som er direktør for grøn trepart i Landbrug & Fødevarer.
Han var sammen med en række interessenter på scenen tirsdag ved Danvas konference på Nationalmuseet for at give sit besyv på de delanbefalinger, som Vandreguleringsudvalget kom med tilbage i juni. Landbrug & Fødevarer-direktøren brugte blandt andet sin taletid på at sætte fokus på sammensætningen af vandselskabernes bestyrelse.
"Vi synes, at man måske kunne overveje at afkoble udpegningen af bestyrelsesmedlemmer fra konstitueringen af kommunalbestyrelserne," sagde Anders Panum fra scenen.
"Det vil måske gøre valgnætterne længere, hvis der ikke er den titel inde i forhandlingerne. Men vi tænker måske også, at det vil gøre, at man har en en større sikkerhed for, at der ikke kommer uvedkommende beslutninger ind i selskaberne," tilføjede han.
Men det er ikke den eneste overvejelse, som han sender mod udvalget, som skal arbejde videre med at lave anbefalinger til en ny økonomisk regulering af vandsektoren. Landbrug & Fødevarer mener også, at det kunne være relevant, at erhvervslivet var fast repræsenteret i bestyrelseslokalerne. Det kunne for eksempel være erhvervskunder for store vandforbrugende virksomheder.
"Det vil i hvert fald øge trygheden helt enormt for vores medlemmer," mener Anders Panum.
Ejere skal være bevidste om kompetencer
Idéen om at udpegningen af kommunalpolitikere skal vente til efter konstitueringen, er ikke den mest relevante ifølge Danvas formand, Ellen Trane Nørby (V), byrådsmedlem i Sønderborg Kommune. Han vil hellere sætte fokus på, hvorvidt der er de nødvendige kompetencer i bestyrelserne til at løfte den opgave, som vandselskaberne har.
"Vi har en holdning om, at der skal være klare kompetencekrav. Der skal man jo holde for øje, om man pålægger det til selskaberne, eller om man gør det til ejere," supplerede Ellen Trane Nørby, der henviste til kodeks for god selskabsledelse.
Det er efter hendes mening ejerne i form af kommunerne, som reglerne skal adressere, fordi det er dem, der udvælger repræsentanter og dermed de kompetencer, der kommer ind i bestyrelsen.
"Hvis man som kommune har fået foræret, lad os sige tre, fem eller et givet antal (bestyrelsesposter, red.), hvor man ikke har vurderet: Opfylder de en kompetenceprofil, der ikke var der i forvejen, og lever de egentlig op til de generelle krav? Så kan man piske selskaberne nok så meget," supplerede hun Anders Panums oplæg.
Erhvervslivet kommer med en anden erfaring
I delanbefalingerne fra Vandreguleringsudvalget bliver spørgsmålet om forbrugerrepræsentanternes fremtid fremhævet, da "det kan overvejes, om forbrugerindflydelsen ikke er tiltrækkelig sikret via kommunalbestyrelsens demokratisk valgte repræsentanter i bestyrelsen", lyder det i rapporten.
Men netop gennem forbrugerrepræsentanterne kan erhvervsprofiler få en stemme, mener Ellen Trane Nørby.
"Mig bekendt er der i hvert fald ikke store vandforbrugere, der stiller op, nede hos os. Det er velmenende, engagerede borgere," lød det fra Ellen Trane Nørby, der også er formand for bestyrelsen i Sonfor.
Selve konceptet forbrugervalg knytter Ellen Trane Nørby også en kommentar til. Valgdeltagelsen er nemlig usædvanlig lav, og det skaber en diskussion om legitimitet.
Dansk Industri var også til stede ved konferencen med underdirektør Karin Klitgaard som repræsentant. Hun mener, at det er en god ide med erhvervsledere i bestyrelserne, fordi de "kommer med en anden erfaring, end man har lige nu i nogle bestyrelser".
"Jeg vil også sige, at jeg faktisk synes, at sammensætningen af de bestyrelser, som vi kigger på, faktisk er ret diverse. Der er nogen, der har gjort rigtig meget ud af at få netop en bestyrelsessammensætning på baggrund af forskellige typer af kompetencer, så man netop kan varetage virksomhedernes interesser, så det ikke - undskyld, at jeg siger det - er politiske interesser, som ligger bag," gav Karin Klitgaard af perspektiv.
Det er efter hendes mening klart, at der skal være fokus på kompetencer i vandselskabernes bestyrelser, da det er en mere kompliceret verden, som de agerer i i dag, end det var for 20 år siden.
Vandreguleringsudvalgets udsendte tog noter under debatten, mens spørgsmålet også blev sendt videre til den politiske debat, hvor Marianne Bigum (SF), Søren Egge Rasmussen (EL) og Henrik Frandsen (M) var repræsentanter for de politiske partier og regeringen.
NB-Forsyning & Klima har tidligere været på rundtur hos ordførerne for at få dem til at svare på, hvordan de ser bestyrelsessammensætningerne på forsyningsområdet. Deres perspektiv kan du læse her.
Fokus på professionelle bestyrelser
Denne artikel lægger sig i strømmen af en artikelserie om professionelle bestyrelser i forsyningsselskaber. I serien sætter NB-Forsyning & Klima fokus på udviklingen mod mere specialiserede bestyrelser, hvor kompetencer som faglighed, erfaring og alder er i fokus.
Er du en del af en bestyrelse - eller kender du en - som netop bevæger sig i den retning eller måske gør noget helt andet? Så skriv til os på [email protected].
Sidst opdateret: 02/10/2025 - 13:46











































