"Det er lidt overraskende for mig, at vi skal have kritik for, at vi vil overholde de aftaler, vi indgår," sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ved et samråd torsdag, hvor slutdato for udfasning af gas til boligopvarmning var på dagsordenen.

"Det er lidt overraskende for mig, at vi skal have kritik for, at vi vil overholde de aftaler, vi indgår," sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ved et samråd torsdag, hvor slutdato for udfasning af gas til boligopvarmning var på dagsordenen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Aagaard: De to hovedargumenter for udfasning af gas er væk

Lars Aagaard lagde vægt på gasforbrugende virksomheders konkurrenceevne, da ordførere forsøgte at få klarhed over, om regeringen fortsat vil sætte et stop for gas til boligopvarmning. Han gav opbakning til "det faglige indhold" bag Troels Lund Poulsens udskældte refleksioner.

Udgivet: 28/10/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

De to hovedargumenter - klimagevinsten og forsyningssikkerheden - for at udfase gasfyr til boliger er ikke længere gældende, for centrale forudsætninger har ændret sig, siden Folketinget i 2022 besluttede at udfase gassen til boliger inden 2035.

Sådan sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i torsdags, da han på et længe ventet samråd gav sin støtte til regeringsmakker Troels Lund Poulsen (V). I foråret forøgede Venstre-formanden de allerede store frustrationer i kommuner og forsyningsselskaber over fjernvarmeudrulningen, da han gjorde det klart, at Venstre ikke har travlt med at indfri ambitionen fra 2022 om et stop for gas til boligopvarmning i 2035, "når gassen i rørene på det tidspunkt er grøn".

På samrådet, som SF, Enhedslisten og De Konservative havde indkaldt til, fiskede Alternativets Torsten Gejl efter, om det ikke "måtte være irriterende for ministeren" at skulle håndtere meldingen fra Troels Lund Poulsen, som Gejl selv beskrev som "ambitionsløs og illoyal over for vores forligsgruppe". Lars Aagaard, der ikke var minister, da klimaaftalen blev indgået under S-regeringen i sommeren 2022, sprang ikke på krogen. I stedet for bakkede han op om Lund Poulsens indvendinger og budskabet om, at gasudfasning i danske hjem ikke længere vil have betydning for den europæiske import af russisk gas, som skal ophøre fra januar 2028 - "syv år før målsætningen/ambitionen om at udfase gasfyr,” som Lars Aagaard fremhævede.

”Jeg hørte egentlig en Venstre-formand, som reflekterede over, at der var sket noget i verden, siden man indgik aftalen. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om han reflekterede korrekt – eller jo, i det her tilfælde var det faglige indhold rigtigt nok”, sagde Lars Aagaard, inden han tilføjede:

”Generelt er det okay at sige det, hvis forudsætningerne for en politisk aftale har ændret sig væsentligt."

Rammer for nedlukning skal drøftes

Forligspartierne skal forhandle om det videre forløb omkring ambitionen for udfasningen af gasfyr i 2026. Dansk Fjernvarme har foreslået, at boligejere i godkendte fjernvarmeområder skal gives "klar besked" om, at der vil blive lukket for gassen til boliger i et bestemt årstal. Ønsket om lokale slutdatoer og nedlukninger bragte Søren Egge Rasmussen (EL) med til samrådet. Enhedslisten mener, at Evida skal gives tilladelse til at definere, hvor der skal lukkes for gassen, og at man bør starte med områder, hvor der er godkendte fjernvarmeplaner med positiv samfundsøkonomi. Dette støtter regeringen ifølge ministeren i en vis udstrækning.

”Det vil blive en del af indholdet i analysen; nemlig under hvilke rammer der skal være mulighed for at lukke dele af det danske gasdistributionsnet,” sagde Lars Aagaard.

Han tilføjede, at man godt kan forestille sig, at ”der vil være strenge af det danske gasnet med så få kunder”, at driften ikke hænger økonomisk sammen. Men i den samlede analyse indgår mange andre faktorer, understregede ministeren undervejs på samrådet. En central pointe for ham er, at gasudfasningen og fremtidens boligopvarmning er et emne "med høj kompleksitet og mange faktorer, der påvirker hinanden" - heriblandt virksomhedernes energipriser, som Aagaard lagde særligt vægt på:

"For eksempel betyder færre kunder på gasnettet, at tarifferne alt andet lige vil stige. Der er altså færre til at betale regningen. Det kan i sammenhæng med øvrige initiativer eventuelt blive en udfordring for konkurrenceevnen i den del af det danske erhvervsliv, der har vanskeligt ved at omstille deres produktion til andet end gas," forklarede Lars Aagaard i sin forberedte indledning.

Ud over erhvervslivets interesser fremhævede han også hensynet til, at ledningsnettet skal være åbent for gasproducenter, og at der fortsat skal kunne leveres gas til fjernvarmeselskaber med gaskedler i produktionen.

"Der følger en regning med, som kan se meget anderledes ud nu, end da aftalen blev indgået (i 2022, red.). Prisen for husholdningerne, erhvervslivet og statskassen skal derfor frem på bordet i forhandlingerne, som vi skal have i gang i 2026."

Aagaard arbejder også om mandagen

Det blev således ikke på samrådet, at Lars Aagaard - trods flere opfordringer - på vegne af SVM-regeringen genbekræftede ambitionen om at udfase gas fra rumopvarmning inden 2035. Ordførerne fik ham heller ikke til at fremskynde forhandlingerne til i år, sådan som forsyningsselskaber, kommuner og oppositionspartierne har bedt om.

Dina Raabjerg (K) argumenterede for, at fjernvarmeudrulningen er gået i stå, og at forudsætningerne for gasudfasningen derfor er ved at skride - hvorfor regeringen burde have indkaldt forligspartierne "til en snak om, hvad man gør for at nå målet". Denne udlægning reagerede Lars Aagaard fortørnet på:

"På intet tidspunkt har målet om fuld udfasning set ud til at blive opfyldt, så jeg må indrømme, at jeg er noget forundret over det sidste spørgsmål," sagde Lars Aagaard, der henholder sig til ordlyden i klimaaftalen.

"Det er lidt overraskende for mig, at vi skal have kritik for, at vi vil overholde de aftaler, vi indgår."

Fakta

Ordlyden i klimaaftalen

“Regeringen vil i 2026 – når vi har et bedre overblik over, hvor mange husstande og virksomheder, der er tilbage på gasnettet – fremlægge mulige initiativer samt den finansiering, der skal til for at indfri ambitionen om udfasning af gasfyr i 2035 og 100 pct. grøn gas i 2030.”

Kilde: Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022

Søren Egge Rasmussen meldte sig klar til forhandlinger tirsdag 6. januar 2026, hvortil Lars Aagaard med et glimt i øjet svarede, at han også arbejder om mandagen. Hvornår forhandlingerne om udfasning reelt skal foregå - ud over at det bliver i 2026 - som defineret i 2022-aftalen - blev man ikke klogere på.

"Jeg indkalder, når vi har et fagligt grundlag, og der er nogle politiske bud på, hvordan vi skal håndtere situationen," lød det fra Aagaard.

Talte fjernvarme ned

Det er bemærkelsesværdigt, at Lars Aagaard flere gange gjorde et nummer ud af at understrege, at fjernvarmen heller ikke er et klimaneutralt alternativ. Det skete, da han fremhævede det som en positiv udvikling, at boligejerne, efter det grønne gaskryds er opnået, får endnu en grøn energikilde at vælge imellem.

”Til gengæld vil danskerne have mulighed for at vælge mellem flere grønne opvarmningsformer: el, biogas eller fjernvarme, hvor vi skal huske, at fjernvarmen kan være baseret på affald med fossilt indhold. Så der er ingen garanti for, at fjernvarmen er grøn," sagde klimaministeren - uden at nævne potentialet ved CO2-fangst fra affaldsforbrændingerne.

Det grønne gaskryds, som er tidspunktet, hvor den danske biogasproduktion overstiger det nationale gasforbrug, ventes i den seneste klimafremskrivning at indtræffe i 2032. I samme fremskrivning var det bedste bud, at der vil forblive knap 120.000 husstande med gasfyr i 2035 uden nye politiske initiativer.

Er biogassen grøn?

Enhedslisten og Alternativet forholdt sig på samrådet kritisk til biogassens status. Torsten Gejl kaldte det "greenwashing" at regne med biogassen, når størstedelen stammer fra et klimabelastende landbrug.

"Ministeren nævnte selv, at fjernvarmen måske ikke er så grøn, fordi der er fossile rester. Så skal man heller ikke kalde biogas grøn, når 66 procent kommer fra gylle," sagde ordføreren - uden at få respons fra ministeren.

Søren Egge Rasmussen satte fokus på, at tidligere opgørelser har vist, at oprindelsesgarantier for biogas sælges ud af landet. Finder det sted i stor stil fremover, kan biogassen ikke regnes for at være grøn i det danske klimaregnskab, anførte han.

"Hvis tendensen er fortsat siden 2023, har vi jo ikke grøn gas i Danmark, og så har det et rigtigt godt sigte, at vi udbreder fjernvarmen," sagde Enhedslistens ordfører, hvis bekymringer Lars Aagaard lovede at besvare på skrift.

Ministeren nuancerede også argumentet om, at færre gasfyr i de danske boliger vil gøre det muligt at eksportere mere dansk (bio)gas til Tyskland. Men hvis alternativet til gasopvarmning er et større elforbrug, så kan Danmark samtidig eksportere tilsvarende mindre el, og denne effekt skal indgå i det samlede regnestykke.

Lars Aagaard lod dog forstå, at regeringen fortsat mener, at der er grund til at have opmærksomhed på det samlede danske gasforbrug.

"Det grønne gaskryds er ikke indtruffet, og med et stigende eller stabilt gasforbrug øges risikoen for, at det indtræffer senere. Biogas kræver fortsat støtte, og derfor er det fornuftigt at passe på i forhold til udviklingen af gasforbruget."

Som samrådet skred frem, opfordrede han de utålmodige ordførere til at fortælle, hvilke andre hovedbegrundelser end forsyningssikkerhed og klimahensyn der i 2022 dannede grundlag for ambitionen om at kvitte gas til boligopvarmning. Søren Egge Rasmussen svarede, at forbrugernes priser også spillede ind, mens de øvrige ordførere ikke greb bolden fra ministeren.

"Jeg har ikke hørt jer modsætte mig i, at der var to hovedargumenter," konkluderede Aagaard, inden han kiggede frem mod 2026-forhandlingerne om fremtidens varmepolitik.

"En samlet diskussion kræver, at man kender effekterne - økonomisk, fordelingsmæssigt og for konkurrenceevnen. Og man skal vide, hvad det er, man sætter i stedet for, så man kan træffe politiske konklusioner på baggrund af det. Jeg glæder mig meget til, at vi skal åbne diskussionen."

Fik du læst?

Markant udmelding: Regeringsparti støtter plan med lokale slutdatoer for gas

Sidst opdateret: 28/10/2025 - 13:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]