
"Det nuværende udvalg giver god mening - og efter min mening skal det fortsætte," siger René Larsen (S), udvalgsformand i Langeland Kommune. - Foto: Langeland Kommune
KV25 - tilbageblik
Langeland-formand ærgrer sig stadig over regeringens kolde skulder til sorteringsanlæg
Droppede planer om fælles fynsk affaldssorteringsanlæg, klimahandlingsplan og samarbejde i tre lokale treparter er på listen over det, som René Larsen tager med sig fra sit arbejdet de seneste fire år i Klima-, Trafik- og Teknikudvalget.
Udgivet: 30/10/2025
Det er ærgerligt, at planerne om at placere et eftersorteringsanlæg centralt på Fyn ikke blev godkendt af ministeriet. Det mener René Larsen (S), formand for Klima-, Trafik- og Teknikudvalget og viceborgmester i Langeland Kommune. Langelænderne er dog efter hans mening allerede blevet gode til at sortere.
I forbindelse med NB-Forsyning & Klimas serie om kommunalpolitikeres tilbageblik på valgperioden spurgte vi, hvad udvalgsformanden har fundet mest interessant, og hvilke opgaver han er ærgerlig over, at udvalget ikke formåede at løfte gennem de seneste fire års udvalgsarbejde.
Langeland Kommune tilføjede "Klima" til Trafik- og Teknikudvalget efter kommunalvalget i 2021, og står det til René Larsen, så skal det fortsætte sådan. Det er nemlig en "kæmpestor" opgave, der venter med implementeringen af de lokale treparter, hvor Langeland Kommune er med i hele tre - Lillebælt/Fyn, Storebælt og Det Sydfynske Øhav.
Tilbageblik på de sidste fire år på klima- og miljøområdet
Klima og miljø har stået højt på den kommunale dagsorden siden sidste kommunalvalg, som blev erklæret for et klimavalg.
NB-Forsyning & Klima sætter i en artikelserie fokus på, hvad der har kendetegnet den snart afsluttede valgperiode i udvalgte kommuner, når det kommer til klima- og forsyningsområdet.
Hvad er du mest stolt over, at I har gennemført de seneste fire år?
"Vi er faktisk ret gode til at affaldssortere. Det er selvfølgelig vores forsyningsselskab, der er tovholder på det, men det er jo et kommunalt selskab. Det har vi hjulpet på vej ved, at vi har genbrugsstationer, som er forholdsvis nye og velindrettede. Det handler om information, som hænger sammen med kildesortering ved bopæle. Det er jeg stolt af, at vi kan levere på."
Er der nogle problemstillinger på det grønne område, som du er ærgerlig over, at I ikke har formået at løfte?
"Vi havde gerne set sammen med de andre fynske kommuner, at vi havde fået lov til at lave et kommunalt §60-selskab i forhold til et centralt placeret eftersorteringsanlæg, men det er desværre blevet hældt af tegnebrættet af ministeriet. Det var et fælles ønske fra forsyningsselskaberne og kommunerne, men af årsager - som jeg ikke kender i detaljer - blev det valgt fra.
"Det er faktisk rigtig ærgerligt, fordi det kunne gøre affaldssorteringen endnu bedre. Et konkret problem er for eksempel plast. Det kan forbrugeren simpelthen ikke sortere godt nok. Der er maskiner mere effektive og bedre til det."
Hvad mener du, der har været det mest interessante, som I har arbejdet med på klimaområdet?
"Det, der har været og er det interessante, er klimahandlingsplanen og udmøntningen af den. Planen er jo ikke det papir værd, som den er skrevet på, hvis ikke de mål, der er i den, bliver udmøntet. En række af målene har vi allerede nået, som nedbringelse af CO2 og udledningen af kvælstof i samarbejde med forskellige interessenter."
"Når det kommer til arbejdet på klimaområdet, er det gode ved at være en lille kommune, at vi kender hinanden, når vi samarbejde med de forskellige interessenter, som primært er landbrug, men også forsyningsselskaber og erhvervsliv. Når vi er en lille fattig kommune, så giver det selvfølgelig nogle udfordringer, fordi vi ikke har en hel afdeling med embedsmænd, som vi kan afsætte til arbejdet. Vi har dog alligevel prioriteret at ansætte en klimakoordinator."
Har I truffet beslutninger, hvor kommunen i dine øjne er gået forrest, og som andre kommuner kan lære af? Hvilken?
"Vi er langt fremme på vedvarende energi. Det har vi været i årevis, og lidt afhængig af hvor meget vinden blæser, så producerer vi mellem 140 til 170 procent grøn energi, i kraft af at vi har så mange vindmøller. Vi har også noget solenergi, men det er færre. Det er jeg nødvendigvis ikke utilfreds med, fordi der er nogle hensyn, der skal afvejes til naturen, og så er der ikke mange af os, der synes, at jernmarker er specielt kønne. Det er en udfordring, at vi ikke må etablere det på kommunale tage, som reglerne er nu. Det vil give rigtig god mening, fordi de så tjener et formål - og så er det ikke så skæmmende på samme måde, som hvis de er ude på en mark, hvor man kan ødelægge natur eller god landbrugsjord."
Hvad mener du, der er den mest nødvendige opgave at gribe fat i efter kommunalvalget?
"En af dem er, at man skal gå efter at sætte solceller på kommunale tage. Og så udmøntningen af de forskellige mål i klimahandlingsplanen samt implementeringen af den grønne trepart. Det bliver måske i virkeligheden den største opgave, for det bliver kæmpestort. Det er selvfølgelig ikke kommunen alene, der skal løfte den opgave, fordi der kommer kompensation til landmænd fra staten. Men kommunen er en vigtig del af det mål om at nedbringe udledningen af kvælstof og reducere CO2 udledning."
Har I taget stilling til, om udvalget skal fortsætte efter kommunalvalget?
Det skal det! Vi har jo altid haft et teknikudvalg. Jeg synes, at udvalget i dag med Klima, Trafik og Teknikudvalg er passende. Jeg kunne godt forestille mig et Natur- og Klimaudvalg, men qua at vi er en fattig kommune, skal vi have den udvalgsstruktur, som giver mest for pengene. Jeg synes, at det nuværende udvalg giver god mening - og efter min mening skal det fortsætte."
Sidst opdateret: 30/10/2025 - 14:17











































