Data fra Forsyningstilsynets rapport omregnet til faste 2025-priser viser, at de gennemsnitlige affaldsgebyrer er fladet ud - med en svag tendens til et prisfald i 2025.

Data fra Forsyningstilsynets rapport omregnet til faste 2025-priser viser, at de gennemsnitlige affaldsgebyrer er fladet ud - med en svag tendens til et prisfald i 2025. - Foto: NB-Forsyning & Klima

Affald

Kommunernes affaldsgebyrer ser ud til at have toppet

Når Forsyningstilsynets opgørelse af kommunernes affaldsgebyrer i 2025 omregnes til faste priser, bliver "en aftagende stigning" forvandlet til et lille prisfald for første gang i mange år. Det er samtidig muligt at gøre op, hvad den obligatoriske affaldssortering i grove tal årligt koster danskerne.

Udgivet: 18/11/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I løbet af 2024 blev kommunerne stort set færdige med at indføre den udvidede affaldssortering i ti fraktioner, og det kan nu aflæses i Forsyningstilsynets beregninger af de kommunale affaldsgebyrer.

Efter gennemsnitlige gebyrhop på 8-10 procent om året mellem 2019-23 (i løbende priser) er væksten aftaget mellem 2023 og 2025. Særligt fra 2024 til i år, hvor der faktisk er tale om et lille prisfald, når affaldsgebyrerne opgøres i faste priser - og ikke i løbende priser, som Forsyningstilsynet gør.

NB-Forsyning & Klima har korrigeret for de generelle pris- og lønstigninger ved hjælp af Økonomistyrelsens fastprisberegner, og disse beregninger viser, at de gennemsnitlige affaldsgebyrer for landets husholdninger i 2025 faldt med 17 kroner for haveboliger og 9 kroner for etageboliger i 2025.

Forsyningstilsynet har ikke set nærmere på årsagen til udviklingen, men direktør Carsten Smidt peger på, at prisudviklingen formentlig er et udtryk for, at kommunerne er ved at have implementeret den udvidede og strømlinede affaldssortering, der blev besluttet politisk i 2020.

Spandene er betalt

"De aftagende stigninger i gebyrerne er sket, i takt med at de fleste kommuner har dækket de initiale omkostninger for indførelsen af hustandsnær sortering," siger Forsyningstilsynets direktør.

I Brancheforeningen Cirkulær, der repræsenterer kommunerne og de kommunale affaldsselskaber, deler man denne opfattelse.

"Det er også vores umiddelbare konklusion. Nu er spandene betalt, og de er i drift," siger kommunikationschef Niels Toftegaard til NB-Forsyning & Klima.

I 2026 bør de kommunale affaldsgebyrer falde, når producentansvaret for emballager slår igennem over et helt år. Med indgrebet fra regeringen i september af hensyn til virksomhederne er det imidlertid usikkert, hvor meget billigere landets husholdninger vil slippe. Forventningerne til producentansvaret var, at affaldsgebyret kunne reduceres med 500-600 kroner om året, når kommunernes udgifter relateret til emballage blev overflyttet til erhvervslivet.

Brancheforeningen Cirkulær peger på, at faldet bliver mindre end først antaget, "fordi regeringen har begrænset kommunerne til indtil videre kun at kunne få betaling fra producenterne for 62,5 pct. at deres reelle omkostninger til indsamling af emballager". Om kommunerne kan få dækket de sidste 37,5 procent er endnu uklart, og usikkerheden kan få nogle kommuner til at skrue op for affaldsgebyrerne for 2026.

Det hører med til historien, at mange andre faktorer end producentansvaret har indvirkning på affaldsgebyrerne, heriblandt udgifterne til affaldsforbrænding af restaffald, som er steget efter konkurrenceudsættelsen i 2025.

Fik du læst?

Kommuner advarer om ulovlig statsstøtte - med højere affaldsgebyrer som konsekvens

Når man kigger isoleret på indsamlingen af affaldsfraktionerne, er der også udsigt til, at kommunerne kan lave justeringer, der mindsker udgifterne, i takt med at borgerne bliver bedre til at sortere.

"På den anden side af en så stor udrulning kan man se på, om man kan gøre det lidt smartere - for eksempel ved nogle steder at tømme beholderen for mad- og restaffald lidt sjældnere. Den spand er typisk blevet tømt hver uge, men efterhånden som der bliver mindre restaffald, er der flere steder, hvor standarden nu er hver anden uge," siger Niels Toftegaard og nævner Københavns Kommune som et eksempel.

I København vedtog et smalt udvalgsflertal i oktober, at haveboligernes rest- og madaffaldsbeholdere også i sommermånederne fremover blot skal tømmes hver anden uge. Ændringen udløser en besparelse på 24 kr. pr. gennemsnitlig husstand.

Ingen "kommunale overpriser"

Forsyningstilsynet har i rapporten trukket data fra kommunernes kontoplan, og disse regnskabstal viser, at det først og fremmest er omkostningerne til genanvendelige fraktioner, som er gået i vejret - med en stigning fra 190 kroner i 2019 til 818 kroner i 2024.

Brancheforeningen Cirkulær hæfter sig ved, at kommunernes samlede udgifter til affaldshåndteringer er i overensstemmelse med udviklingen for affaldsgebyrerne - og denne sammenhæng viser ifølge foreningen, at kommunernes priser er rimelige.

"Vi er glade for, at Forsyningstilsynet bekræfter, at kommunerne og de kommunale affaldsselskaber er økonomisk ansvarlige og kun opkræver det, de har udgifter for. Det betyder omvendt, at de seneste måneders beskyldninger om ’kommunale overpriser’ fra virksomheder, erhvervsorganisationer og kollektivordninger godt og grundigt manes til jorden," siger Louise Brix, regulatorisk chef i Cirkulær, i en kommentar.

Tallene er opgjort i løbende priser og derfor ikke korrigeret for inflation.

Foto: Forsyningstilsynet, Kommunale affaldsgebyrer 2019-25.

Boet kan gøres op

Ifølge Forsyningstilsynet opfylder 97 ud af 98 kommuner nu de formelle krav til affaldssorteringen. Forsyningsselskabet i Gribskov Kommune, der har været tilbageholdende med at udrulle affaldssortering, er for tiden i gang med at forsyne boligerne med nye beholdere, så affaldsordningen med sortering af alle ti fraktioner kan træde i kraft efter årsskiftet.

Brancheforeningen Cirkulær vurderer, at det med de stagnerende affaldsgebyrer nu er muligt at gøre op, hvad Folketingets beslutning om at ensrette affaldssorteringen har kostet danskerne.

NB-Forsyning & Klimas omregning til faste priser viser, at de gennemsnitlige affaldsgebyrer er steget med cirka 640 kroner fra 2020 til 2025 for både have- og etageboliger. Det ligger langt fra den marginale prisforhøjelse (55 kroner), som S-regeringen i 2020 stillede danskerne i udsigt. Fra starten advarede kommunerne om, at det ville blive langt dyrere at indsamle flere særskilte fraktioner i hele landet.

"Det (640 kr., red.) passer meget godt med, hvad vi sagde dengang. Det er rart at få ret, men det havde været bedre, hvis alle andre havde været enige med os," konstaterer Niels Toftegaard.

Mulige årsager til aftagende stigninger

Forsyningstilsynet vurderer, at takstudviklingen i 2024-2025 kan være påvirket af flere andre forhold og nævner et par eksempler. En af faktorerne er, at nogle kommuner allerede i år indregner effekten af det udvidede producentansvar, som trådte i kraft 1. oktober og dermed dækker den sidste fjerdedel af året.

"Det har dog ikke været muligt at undersøge ovenstående nærmere," skriver Forsyningstilsynet.

Også kommunespecifikke forhold, som service- og miljøtiltag, anvendt regnskabspraksis, for eksempel hensættelser, afskrivninger og indregning af under- og overdækninger fra tidligere år, kan have påvirket udviklingen i de gennemsnitlige affaldsgebyrer, ligesom Skattestyrelsens styresignal også kan have "bidraget til den aftagende stigning i gebyrerne i 2024 og 2025, i det omfang styresignalet har ført til, at kommuner ikke lægger moms på deres affaldsgebyrer," skriver Forsyningstilsynet.

Fik du læst?

Tænketank efter ny takststigning: Så meget kan kommunerne spare på affaldsgebyrerne

Sidst opdateret: 19/01/2026 - 16:29

Temaer: Affald

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]