Det kommunale forsyningsselskab Odsherred Forsyning fastholder, at forbrugere skal betale for at udtræde af fjernvarmekontrakt.

Det kommunale forsyningsselskab Odsherred Forsyning fastholder, at forbrugere skal betale for at udtræde af fjernvarmekontrakt. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Odsherred-sagen

Odsherred Forsyning vil ikke efterleve afgørelser fra Ankenævnet

Ankenævnet på Energiområdet har givet medhold i klagesager fra to fjernvarmekunder i Odsherred Kommune: De bør ikke betale for at udtræde af fjernvarmeaftale. Odsherred Forsyning har ikke tænkt sig at følge afgørelserne.

Udgivet: 12/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Opdateret tirsdag den 13. januar klokken 12.00 efter interview med Pernille Wohlfahrt, formand for borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred

Odsherred Forsyning har ikke tænkt sig at følge afgørelsen fra Ankenævnet på Energiområdet, som tilbage i november gav medhold til to fjernvarmekunder.

Det oplyser bestyrelsesformanden i Odsherred Varme, Lars Therkildsen, til TV2 Øst.

"Odsherred Varme A/S har efter grundig vurdering valgt ikke at acceptere afgørelserne," lyder det fra formanden om forsyningens datterselskab.

Den fejlslagne udrulning af fjernvarme i Odsherred Kommune er endt i en større sag, hvor fjernvarmekunderne skal betale flere tusind kroner for at udtræde af deres aftale. Ankenævnet afgjorde, at de to fjernvarmekunder burde kunne få annulleret deres aftaler grundet uklare kontraktvilkår og prisstigningers omfang. Ligesom de ikke var tilsluttet selve fjernvarmenettet.

Ankenævnets afgørelser er dog ikke juridisk bindende, så Odsherred Forsyning er ikke forpligtet til at følge dem.

Ønsker ikke præcedens

Ifølge Lars Therkildsen skyldes beslutningen særligt, at Odsherred Varme under rekonstruktionen har fået nedskrevet sin gæld til 750 millioner kroner. Selskabet vil derfor gøre sit for at tilbagebetale den.

"Selskabet ønsker heller ikke at risikere, at afgørelserne fra november skaber præcedens for flere fjernvarmekunder i det vestlige Fårevejle," fortsætter han med henvisning til, at hvis det bliver tilfældet vil det få konsekvenser for selskabets økonomi og de resterende varmkunder i forsyningen.

Fik du læst?

Uklare kontraktvilkår og store prisstigninger afgjorde klagesag til forbrugers fordel

Men noget tyder på, at der kan være flere fjernvarmekunder, som kan træde ud af deres aftale med Odsherred Varme uden at betale udtrædelsesgodtgørelse. Også dem, der allerede er tilsluttet fjernvarmenettet.

Medhold til tilsluttet fjernvarmekunde

Ankenævnet på Energiområdet har nemlig i en anden sag givet medhold til, at en fjernvarmekunde ikke bør betale gebyr, hvis vedkommende ønsker at udtræde af deres fjernvarmeaftale. Det selvom vedkommende blev tilsluttet fjernvarmenettet for år tilbage, fortæller Pernille Wohlfahrt, formand for borgerforeningen Fair Fjernvarme Odsherred, til NB-Forsyning & Klima.

"Det er stort set den samme identiske afgørelse, som Ankenævnet på Energiområdet kom med i de to andre afgørelser for de utilsluttede kunder. Odsherred Forsyning må ikke opkræve udtrædelsesgodtgørelsen hos kunderne, fordi de ikke konkret har oplyst, hvad det vil koste at komme ud af kontrakten," siger hun og fortsætter:

"Det er virkelig stort, for der er faktisk ingen kunder på nuværende tidspunkt i Odsherred Forsyning, der har fået oplyst, hvad det vil koste. Så vi taler ikke kun om en kunde eller nye kunder - vi taler muligvis om alle kunder i Odsherred Forsyning."

Ønsker forbrugerne at gå videre med deres klage, skal sagerne for retten. Det er noget, som de tre fjernvarmekunder selv skal beslutte. Fair Fjernvarme Odsherred sætter deres støtte til rådighed, og borgerforeningens advokater, DreistStorgaard, vil gerne køre sagerne for dem.

Kort om Ankenævnets afgørelser fra november

I november afgjorde Ankenævnet på Energiområdet, at borgere bør kunne få annulleret deres aftaler uden at skulle betale udtrædelsesgodtgørelse, hvis de havde skrevet sig op til fjernvarme hos Odsherred Forsyning forud for den fejlslagne udrulning.

Ankenævnet fandt to omstændigheder, der berettiger, at de to forbrugere kan udtræde: prisstigningernes omfang og upræcise udtrædelsesvilkår i kontrakterne.

De to forbrugere skulle betale henholdsvis 368.400 kroner og 184.200 kroner for at udtræde af aftalen, hvillet var baseret på en pris på 1.635 kroner per kvadratmeter.

I en tredje klage fra en eksisterende varmekunde fik Odsherred Varme medhold i, at selskabet er berettiget til at opkræve en udtrædelsesgodtgørelse, men nævnet har dog ikke forholdt sig beløbets størrelse. Ejendommen har længe været tilsluttet fjernvarmenettet, og nævnet vurderer, at dens nye ejer er bundet af leveringsbestemmelserne og selskabets mulighed for at opkræve godtgørelse.

En række klagesager om Odsherred Varme venter stadig på at blive behandlet i Ankenævnet på Energiområdet.

Kilde: NB-Forsyning & Klima og Ankenævnet på Energiområdet.

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 10:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]