
Tidl. KL-formand og borgmester Jacob Bundgaard er kursusleder på et nyt kursus, der skal hjælpe kommunale chefer med det svære karriereskridt fra fagchef til direktør. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
NB-Medier starter nyt netværk for kommende kommunale direktører
Jacob Bundsgaard er leder for nyt netværk med en lang stribe af fremtrædende foredragsholdere, der skal klæde chefer på til det store karriereskridt.
Udgivet: 17/03/2026
NB-Medier kommer nu med et tilbud til de mange kompetente kommunale chefer, som står foran det næste store karriereskridt: at træde et step op og ind i direktionen.
“Vi har sammen med en række fremtrædende foredragsholdere samlet den viden og erfaring, som er vigtig for at få succes i det store skridt fra at være chef til at løfte et tværgående direktøransvar," siger chefredaktør for NB-Medier, Arne Ullum.
Udover at deltagerne får viden, vil netværket også give den enkelte rig mulighed for at drøfte de forskellige udfordringer med andre chefer, som er på samme karrieremæssige rejse. Netværket har maksimalt 25 deltagere, og dermed sikres den fortrolighed, som er afgørende for udbytterige samtaler og relationer.
Det er en af de absolut mest erfarne kommunalpolitikere i Danmark, som er kursusleder for netværket; tidligere Aarhusborgmester og KL-formand Jacob Bundgaard. Han peger på, at kommunerne bør se netværket som en mulighed for at sikre, at nye talenter står klar, hvis der opstår en ledig stilling i direktionen.
“Vi samler et ambitiøst netværk, hvor erfaring, samfundsforståelse og stærke relationer mødes. Med øget usikkerhed, pres på velfærdssamfundet og mere kompleksitet, er der mere end nogenside brug for at blive klædt på til at forstå og skabe løsninger på udfordringerne i vores samfund," siger Jacob Bundgaard.
Udover Jacob Bundsgaard vil public affairs direktør Lars Nielsen fra Nielsen Network og NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum være gennemgående oplægsholdere.
De bliver suppleret af fremtrædende oplægsholdere som tidl. ældreminister Mette Kierkgaard, formanden for Økonomidirektørforeningen Stine Basballe, adm. direktør for Danske Regioner Adam Wolf, forskningschef og tidl. formand for Ekspertudvalget Torben Tranæs, VIVE, Torben Buse tidl. afdelingschef og nuværende adm. direktør i Lægeforeningen, Lars Krarup, tidligere borgmester i Herning Kommune, samt en række nuværende og tidl. kommunaldirektører og direktører, herunder formand for de kommunale velfærdschefer, Jacob Bigum Lundberg.
Læs mere om det nye netværk her.
Redaktionen
Sidst opdateret: 17/03/2026 - 13:26











































