
Mette Frederiksen (S) er ikke alene om at vil indføre et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder. Det samme er Lars Løkke Rasmussen (M) og Mona Juul (K) klar til. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vand
Mette Frederiksen stiller ultimativt krav om nationalt sprøjteforbud
Mette Frederiksen (S) har et nationalt sprøjteforbud som et ultimativt krav til ny regering. Troels Lund Poulsen (V) står fast på, at arealudtagningen i grøn trepart skal komme før et sprøjteforbud.
Udgivet: 24/03/2026
Skal Mette Frederiksen fortsætte som statsminister, skal der indføres et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder.
Det slog socialdemokraten fast over for vælgerne og Folketingets andre partier under partilederdebatten på TV 2 mandag aften.
Beskyttelsen af drikkevandet har fyldt gennem hele valgkampen – og det viser ifølge Mette Frederiksen, at vælgerne ser det som et krav til en regering.
"Derfor bliver vi nødt til at have et nationalt sprøjteforbud, og jeg kommer ikke til at stille mig i spidsen for en regering, medmindre vi passer ordentligt på danskernes drikkevand," lød det fra statsministeren
Efterfølgende bekræftede hun over for pressen, at et nationalt sprøjteforbud er et ultimativt krav, selvom det har været noget, som hun har været "tilbageholdende med".
"Jeg synes, at det er valgets tale," sagde hun.
"Der er ikke mange politiske emner, der har fyldt hele valgkampen. Vand har, og jeg tror, at danskerne kommer til at sende et meget klart signal om, at der skal passes på drikkevandet, og det kræver et nationalt sprøjteforbud," uddybede hun.
Partiernes holdning til sprøjteforbud
Hvordan det danske drikkevand bliver beskyttet bedst, har fået en plads i debatten op til folketingsvalget. En række partier har givet deres bud på en løsning:
S, SF, EL, Å, M og R mener, at det skal ske gennem et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder.
V mener, at beskyttelsen skal ske ved at gøre arbejdet i grøn trepart færdigt, før der skal indføres sprøjteforbud. Partiet er dog klar til at indføre et nationalt sprøjteforbud ved de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO.
K mener, at der skal indføres et nationalt sprøjteforbud med en varsel på to år, hvor arbejdet i den grønne trepart indtil da kan gøre sit for at beskytte drikkevandet.
DD mener ikke, at der skal indføres sprøjteforbud, da det vil ramme landbruget for hårdt. De ser hellere naturtiltag som en løsning.
LA peger på, at der skal være et sprøjteforbud på de boringsnære beskyttelsesområder - og er åben for at diskutere et forbud på de sårbare grundvandsdannende områder.
BP og DF har ikke meldt direkte ud.
Venstre er uenige i fremgangsmetoden
Kampen om at sikre det rene drikkevand har splittet SVM-regeringen.
Socialdemokratiet og Moderaterne står på den ene side og er klar til at indføre et forbud med det samme på et areal på cirka 160.000 hektar, svarende til knap fire procent af Danmarks samlede areal.
På den anden side står Venstre, som vil gøre arbejdet i den grønne trepart færdigt, før det vil tage stilling til, hvor det er nødvendigt at indføre lokale sprøjteforbud.
"Der vil være nogle af de arealer, hvor man så ikke skal dyrke landbrug, så kommer de ud af sig selv. Så vil der være andre arealer, som ligger på grundvandsdannende forekomster af vand, hvor der skal laves et sprøjteforbud. Så jeg vil gerne slå fast i aften: Ja, i 2027 kommer der et sprøjteforbud alle de steder, hvor det er nødvendigt," sagde Troels Lund Poulsen under debatten på TV 2.
Tidligere i valgkampen har Venstre-formanden dog understreget, at partiet er klar til at indføre et sprøjteforbud på de godt 20.000 hektar, som kaldes de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO. Af dem er cirka 10.000 hektar landbrugsjord.
Et beskyttelsesarbejde, som lå hos kommunerne, men som flere kommuner ikke kom i mål med inden for den lovbestemte tidsramme.
Hvordan et nationalt sprøjteforbud skal indføres, og hvilken rolle kommunerne skal have, har det ikke været nemt at finde et svar på under valgkampen.
Står det til organisationerne Danske Vandværker og Danva, så skal kommunerne fritages for det store ansvar. Det skal være staten, der påtager sig de fleste opgaver.
Det kan du læse mere om her:
Sidst opdateret: 24/03/2026 - 11:59
Temaer: Vand











































