
KL uddeler for femte år i træk prisen, som gives til et kommunalt klimainitiativ. Der bliver lagt vægt på effektive og skalerbare løsninger, som har opnået lokal opbakning og forankring. - Foto: Benjamin Dalby/KL
Klima
Fra jordvarme til landbrugsdata: Her er finalisterne til KL's klimapris
Klimaprojekter fra Aarhus, Thisted og et samarbejde mellem Lolland og Guldborgsund er finalister til KL’s klimapris, der hylder effektive og forankrede grønne løsninger.
Udgivet: 16/04/2026
Klimaregnskaber i landbruget, geotermi og borgerinddragelse i vedvarende energiprojekter.
Det er overskrifterne på de tre kommunale projekter, der er indstillet til KL's klimapris.
KL's dommerpanel
Zakia Elvang, administrerende direktør, We do democracy.
Simon Kjær Hansen, centerleder af Dronning Marys Center, Københavns Universitet.
Bent Mariager, talsmand for Grønne Nabofællesskaber.
Marit-Solveig Seidenkrantz, professor på Aarhus Universitet og medlem af Klimarådet.
Frederikke Viltoft Mygind, medlem af Ungeklimarådet.
KL uddeler for femte år i træk prisen, som gives til et kommunalt klimainitiativ. Der bliver lagt vægt på effektive og skalerbare løsninger, som har opnået lokal opbakning og forankring.
Prisen overrækkes fredag ved KL's Klima og Miljø Topmøde i Aarhus.
Sidste år vandt Lemvig Kommune for tredje gang prisen. Denne gang var det for Thyborønmøllen, der er ejet af et vindmøllelav. Thisted Kommune og Vejle Kommune var finalister.
Borgerinddragelse i VE-anlæg
Thisted Kommune er endnu en gang finalist til prisen. I år er det for "Thy-modellen", som er kommunens strategi for, hvordan vedvarende energi, VE, kan skyde op i lokalsamfundet.
"Det er virkelig positivt, at det får en hyldest, når man laver en model, der tager mere hensyn til borgerinddragelse, end man har lavet system for andre steder. Skal man lykkes med grøn omstilling, tror jeg, at det er helt væsentligt, at det bliver gjort på en måde, der også harmonerer med de lokale samfund, som skal bære ulemperne," siger Jens Tilma (K), der er formand for kommunens Klima-, Miljø- og Teknikudvalg.
Thy-modellen indeholder tre elementer.
Først og fremmest er der en inddeling af kommunens arealer i tre dele: negative områder, energizoner og neutrale områder. I de negative områder kan VE-anlæg ikke opstilles, i energizoner er der plads til de mere krævende energianlæg samt solceller vindmøller, mens der i neutrale områder er krav om borgeropbakning.
Derudover er der udviklet en række temaer, som kommunalbestyrelsen skal forholde sig til, når den skal prioritere VE-anlæg. Endelig er konceptet om energiforeninger, som er understøttet af kommunen, og hvor borgerne kan samle sig. En energiforening kan ligeledes eje eller være medejer af lokale energianlæg.
Dommerne lægger vægt på sikringen af borgerinddragelse tidligt i processen, mens energiselskaber via modellen får større sikkerhed i, at VE-projekter kan realiseres.
Fjernvarme sikret gennem jorden
Geotermi har tidligere ikke haft de bedste vilkår herhjemme, men Aarhus Kommune har i samarbejde med forsyningsselskabet Kredsløb og geotermiselskabet Innargi knækket koden. Nu kan jordvarmen bruges til at producere fjernvarme.
I oktober sidste år indviede borgmester Anders Winnerskjold (S) anlægget i Skejby, hvor de første omkring 18 megawatt geotermisk varme bliver ledt ud i fjernvarmenettet. I alt skal kapaciteten op på 110 megawatt.
Målsætningen er, at anlægget kan levere cirka 20 procent af fjernvarmen i Aarhus i 2030, hvor det skal stå færdigt. Dermed vil det ifølge Aarhus Kommune blive EU's største og reduceres de årlige udledninger af CO2 med omkring 165.000 ton.
Dommerne lægger vægt på successen med at bruge teknologien, og at det kan være inspiration til den grønne omstilling i andre kommuner.
Støtte til landmænds klimaregnskab
Landbruget står for en stor del af CO2-udledningen herhjemme. I Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune har man sidste år afviklet en kampagne, der gav landmænd et økonomisk tilskud til at få lavet et klimaregnskab.
Det skal vise landmændenes CO2-udledninger og give klarhed over deres handlemuligheder,
Ansøgerne i Guldborgsund Kommune dækkede 11 procent af kommunens samlede areal. Opbakningen var så stor, at kommunen ser muligheder i at gentage kampagnen, fortalte borgmester Simon Hansen i december.
Dommerne lægger vægt på, at klimaprojektet er et eksempel på, hvordan kommunen kan hjælpe landbruget med at nedbringe CO2-udledningerne. Samtidig kan klimaregnskaberne bruges som vidensgrundlag for CO2-reduktion.
Foruden Lemvig Kommune har Assens Kommune og Middelfart Kommune vundet KL's Klimapris.
Sidst opdateret: 16/04/2026 - 10:37
Temaer: Klima












































