
Et nationalt sprøjteforbud skal blandt andet omfatte gødskning. Genrefoto. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vand
Vandbranchen vil have sprøjteforbud i regeringsgrundlag
Ud med frivillige aftaler og ind med et nationalt sprøjteforbud, sådan lyder et af de to forslag i Danske Vandværkers og Danvas politiske udspil.
Udgivet: 20/04/2026
Danva og Danske Vandværker kommer i forbindelse med regeringsforhandlingerne med et politisk udspil, som ifølge brancheorganisationerne bør være en del af et kommende regeringsgrundlag.
Udspillet indeholder blandt andet to konkrete forslag.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danva.
"Forurening fra pesticider og stigende nitratbelastning rammer stadigt flere steder, og alligevel er der i dag ikke forbud mod sprøjtning eller gødskning i de områder, hvor grundvandet dannes. Det skal ændres," skriver de.
Derfor foreslår brancheorganisationerne nu, at den nuværende model, hvor lokale lodsejere indgår frivillige aftaler, skal skrottes til fordel for et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende arealer.
Forbuddet skal samtidig omfatte gødskning og udbringning af spildevandsslam og jord i områder, hvor jorden er særligt sårbar for blandt andet nitratudvaskning, lyder det.
Det andet forslag handler om tempo.
Danva og Danske Vandværker foreslår, at sprøjteforbuddet træder i kraft, i takt med at grundvandsdannende områder kortlægges i løbet af 2026.
Læs udspillet her.
AØM
Sidst opdateret: 20/04/2026 - 12:29











































