
Særligt manglen på medarbejdere bekymrer de lokale treparter. På fotoet ses KL's Klima-, Natur- og Planudvalg, Anders Winnerskjold (S), der også er borgmester i Aarhus. - Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Grøn trepart
KL: Strukturelle barrierer risikerer at forsinke den grønne trepart
Trods rekordstor aktivitet i arealomlægningen mangler kommunerne medarbejdere og økonomisk råderum til at føre den grønne trepart ud i livet. KL vil gå i dialog med en kommende regering.
Udgivet: 26/05/2026
Der er brug for at få ryddet en række barrierer af vejen, så arealomlægningen i forbindelse med grøn trepart kan fortsætte i det tempo, som har været indtil nu.
Sådan lyder det fra formanden for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg, Anders Winnerskjold (S), i en pressemeddelelse på baggrund af en statusrapport.
"Det er ikke skåret i sten, at det nuværende momentum og høje tempo kan fortsætte. Vi er på vej ind i en svær fase, hvor projekterne skal gå fra planer til virkelighed – og mange af dem på én og samme tid. Derfor har vi brug for at få ryddet de barrierer væk, der står allermest i vejen, hvis vi skal lykkes med at komme i mål," siger Anders Winnerskjold.
Konklusioner i KL's statusrapport
Samtlige 23 lokale omlægningsplaner blev principvedtaget inden udgangen af 2025.
Omlægningsplanerne indeholder over 5.600 potentielle projekter, der kan levere på målene i aftalen.
Primo maj 2026 er cirka 1.200 projekter allerede i gang eller anlagt. Det dækker over alt fra forundersøgelser til færdigetablerede vådområder.
Der er registreret en historisk overansøgning på de statslige tilskudsordninger. Alene i den EU nansierede ordning er der i 2025 søgt for knap to milliarder kroner til projekter omfattende over 44.000 hektar – det dobbelte af den afsatte pulje.
Det handler ifølge KL om at sikre flere kvalificerede medarbejdere, opkøbe mere jord, øge lodsejernes incitamenter til indsatser på højbundsjorde samt sikre, at omlægningsprojekterne ikke tæller med i anlægsrammen.
KL's rapport viser dog samtidig, at arbejdet er kommet godt fra start.
I starten af maj var cirka 1.200 projekter fra omlægningsplanerne allerede i gang eller anlagt. Samtidig er der registreret en rekordstor overansøgning til de statslige tilskudsordninger. I 2025 er der for eksempel ansøgt om EU-midler for knap to milliarder kroner til blandt andet kvælstofvådområde- og lavbundsprojekter på over 44.000 hektar.
Men KL frygter, at tempoet bliver svært at fastholde, uden at der sker ændringer i de strukturelle barrierer.
Kommunerne kæmper om de samme medarbejdere
Særligt manglen på medarbejdere bekymrer de lokale treparter.
"Vi slås om de samme medarbejdere i hele landet. Vi kan jo ikke bare gå ned på jobcenteret og sige, at nu skal vi have to, der kan det her. Det kræver kompetencer og erfaring," siger Karsten Filsø (SF), formand for lokal trepart Nissum Fjord, til NB-Forsyning & Klima.
Ifølge formanden for lokal trepart Vidå-Kruså, Erik Uldall Hansen (S), har omlægningsplanerne været den letteste del af processen. Den egentlige omlægning, som er i gang nu, er både den sværeste og mest tidskrævende fase.
"Jeg kunne godt tænke mig, at kommunerne får kompensation for det arbejde, der skal gennemføres. Vi skal jo ud at finde muskelkraft til alle projekterne, og det er lige med at finde penge til det," siger han om behovet for flere medarbejdere til NB-Forsyning & Klima.
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, som KL har foretaget med svar fra 74 kommuner, forventer 42 procent af kommunerne at skulle ansætte en eller flere medarbejdere i 2026. 36 procent forventer det ikke, mens 22 procent har svaret 'ved ikke'.
KL er klar til at gå i dialog med den kommende regering om at få fjernet de strukturelle barrierer. Det kræver ifølge Anders Winnerskjold national politisk handling.
Herunder er listet KL's løsninger på de fire strukturelle barrierer: mangel på medarbejdere, opkøb af mere jord, kompensation for højbundsjorde og snævre økonomiske rammer.
KL's løsninger
Der mangler medarbejdere
Etablering af en arbejdede arbejdsgruppe med deltagelse af staten, KL og kommuner, L&F, DN og repræsentanter for rådgiverbranchen. Arbejdsgruppen skal identificere tiltag med effekt på kort tid.
Staten bør i tæt dialog med kommunerne igangsætte en løbende monitorering af de største flaskehalse for at kunne sætte ind ved de største behov.
Der skal opkøbes mere jord
Statslige myndigheder bør i højere grad købe jord, hvor muligheden byder sig.
En ny regering skal afsætte flere midler til opkøb af jord, bygninger og anlæg.
Højbundsjorde skal kompenseres bedre
Der skal være tilskudsordninger målrettet højbundsjord for eksempel ved at indføre værdikompensation i de nuværende ordninger.
Staten bør i højere grad inddrage kommunerne og de lokale grønne treparter i arbejdet med akutpakkerne.
De økonomiske rammer er for snævre
Omlægningsprojekterne i de grønne treparter bør undtages fra kommunernes anlægsramme.
Kommuner bør have mulighed for at optage midlertidigt lån, som kan tilbagebetales, når man får udbetalt tilskudsmidlerne fra staten.
Kilde: Status på den kommunale implementering af arealomlægningsindsatsen i Grøn Trepart
Sidst opdateret: 26/05/2026 - 11:53
Temaer: Grøn trepart











































