
"Det vigtige er, at kommunerne nu får mulighed for at vælge de løsninger, der passer bedst til deres behov på lige fod med andre aktører," siger bæredygtighedschef i Tekniq, Troels Hartung. - Foto: Tekniq/PR
Vedvarende energi
Tekniq forventer flere kommuner vil lave kombiløsning
Interessen for batterier til solcelleanlæg er stigende, og de nye regler kan få flere kommuner til at se mod kombinationen, vurderer Tekniq. Frem mod ændringen har der været forskelle i kommuners prioritering af solceller.
Udgivet: 15/09/2026
Interessen for at koble en batteriløsning sammen med et solcelleanlæg er generelt stigende.
Tekniq forventer derfor, at flere kommuner efter de nye regler vil kigge i den retning, når det giver mening i forhold til energiforbrug og lokale prioriteter.
Det forklarer bæredygtighedschef Troels Hartung i erhvervsorganisationen, der organiserer virksomheder i det tekniske erhvervsliv.
"Det vigtige er, at kommunerne nu får mulighed for at vælge de løsninger, der passer bedst til deres behov på lige fod med andre aktører," siger han til NB-Forsyning & Klima og tilføjer:
"Batteriet kan bidrage til at flytte forbruget, mindske spidsbelastninger og skabe større fleksibilitet i energiforbruget. Derfor kan kombinationen være interessant for kommuner, der både har fokus på grøn omstilling, bedre udnyttelse af egne anlæg, økonomi og en mere robust energiløsning."
Det er dog væsentligt at holde mulighederne åbne i den grønne omstilling, mener Troels Hartung.
"Historien har vist os, at vi skal passe på med at lægge os fast på én bestemt løsning. Den grønne omstilling består af mange forskellige teknologier og kombinationer, og det optimale er ofte ikke at dømme løsninger ude på forhånd."
Kommunale forskelle i kommuners prioritering
Regelforenklingen har været ventet længe, og flere kommuner havde planlagt efter, at den skulle træde i kraft i foråret. Folketingsvalget betød imidlertid, at ændringen blev udskudt til 14. september.
Det var dog kun 26 ud af landets 98 kommuner, der med udsigten til en lempelse af reglerne gav plads til investeringer i 2026-budgettet. Ligesom der var store regionale forskelle på, hvordan det blev grebet an.
Det viser en gennemgang af kommuners budgetaftale for 2026, som Tekniq offentliggjorde i november sidste år.
I Region Hovedstaden havde 15 af 29 kommuner solceller med i budgetaftalen, mens det blot gjaldt én af 22 kommuner i Region Syddanmark. I Region Sjælland var det to af 17 kommuner, i Midtjylland seks af 19 og i Nordjylland to af 11.
Sidst opdateret: 15/09/2026 - 11:53
Temaer: Vedvarende energi












































