Kommuner kan blandt andet finde inspiration fra andre kommuner til klimatilpasninger i nyt værktøj udviklet af Concito.

Kommuner kan blandt andet finde inspiration fra andre kommuner til klimatilpasninger i nyt værktøj udviklet af Concito. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Klimahandling

Sådan skal nyt værktøj sætte tempo på kommunernes klimaarbejde

Flere tusind indsatser og tiltag er i gang for at få nedbragt udledningen af CO2 i kommunerne. Et nyt monitoreringssystem skal ruste dem endnu bedre til arbejdet, og der er arbejdet på at minimere kommunernes indrapportering.

Udgivet: 13/05/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Arbejdet med den grønne omstilling er i gang i landets kommuner. Alle har vedtaget klimahandlingsplaner, der skal reducere udledningen af drivhusgas - med undtagelse af Dragør Kommune, som stadig er i gang med udarbejdelsen.

Et nyt monitoreringssystem skal være et værktøj for kommunerne, så det er muligt at følge udviklingen i den kommunale klimaindsats mere systematisk.

Det skal skabe et fælles grundlag, hvor den enkelte kommune blandt andet kan blive inspireret af andre kommuner, fortæller Tue Damsø, seniorkonsulent i den grønne tænketank Concito, der udvikler monitoreringssystemet.

"Kommunerne kan se på sin egen klimaindsats, i relation til hvordan det ser ud på tværs af landet. På længere sigt er det hensigten, at de også kan finde datakilder, som de ikke bruger endnu, men som kan give værdi til deres egen opfølgning for eksempel med klimatilpasning og forbrugsudledninger," siger han.

Concito er videnspartner i Klimaalliancen, hvor monitoreringssystemet er et centralt element. Det skal give et overblik over, hvad der bør være i fokus i kommunernes arbejde for at komme i mål med de kommunale klimahandlingsplaner. Ligesom kommunerne kan følge udviklingen af for eksempel fjernvarmeudbygning og implementering af andre klimatiltag. Sådan at de kan få vished om, hvorvidt deres egen situation er enkeltstående.

Fakta

Samarbejdet mellem Klimaalliancen og Concito

  • Klimaalliancen er et partnerskab mellem KL og Realdania

  • Klimaalliancen viderefører “DK2020 - klimaplaner for hele Danmark” og skal understøtte implementeringen af kommunernes planer og klimatiltag

  • Et centralt element er udviklingen af et fælles monitoreringssystem

  • Den grønne tænketank Concito er videnspartner i Klimaalliancen og har ansvaret for at udvikle monitoreringssystemet og udarbejde en årlig statusrapport

  • Formålet med monitoreringssystemet er at synliggøre effekten af kommunernes indsats, identificere udfordringer og barrierer samt optimere tiltagene gennem læring og vidensdeling på tværs af kommuner og i Klimaalliancen

Kilde: Concito og Kommunernes Landsforening.

Mindre rapportering i kommunerne

Concito har udarbejdet den første statusrapport til Klimaalliancen på kommunernes klimahandling, som bygger på data fra det nye monitoreringssystem.

"Tanken er, at det her blandt andet skal kunne give Klimaalliancen et overblik og indsigt i, hvor skoen trykker," siger Tue Damsø, som forklarer, at Klimaalliancen overordnet kan bruge det i forhandlingerne om rammevilkår og til at støtte implementeringen i kommunerne.

"Det er noget af det, som meget gerne skal blive tydeligere for kommunerne over tid," siger Tue Damsø og understreger, at jo flere data og jo mere deltagelse fra kommunerne giver den bedste værdi.

Monitoreringssystemet er etableret på data fra forskellige officielle kilder, mens kommunerne indrapporterer til systemet på de parametre og områder, som ellers ikke er tilgængelige. Hensigten er, at kommunernes rapportering på sigt skal forsimples. Det kan blandt andet ske ved at koordinere med andre instanser, som følger kommunernes klimaarbejde.

"Vi arbejder på, at vi skal minimere rapportering for kommunerne," siger seniorkonsulenten og tilføjer:

"Vi skal gerne afbalancere over tid, så den tid, de lægger i det, nogenlunde bliver modsvaret af en merværdi retur."

Arbejdet skal op i tempo

Flere end 6.500 planlagte indsatser er i gang i kommunerne med formålet om drivhusgasreduktion og klimatilpasning. Initiativerne tyder på at give pote, da den samlede drivhusgasudledning i kommunerne er faldet med cirka 20 procent siden 2018.

Men der er fortsat noget arbejde, der skal gøres, hvis kommunerne skal nå deres klimamål. Det kræver ifølge Concito, at arbejdstempoet bliver sat op. Tænketanken har i forbindelse sin første statusrapport udpeget en række opmærksomhedspunkter og udarbejdet omkring 80 anbefalinger til kommunerne og Klimaalliancen.

Det drejer sig blandt andet om nødvendigheden af den politiske opbakning til klimahandlingsplanerne, ligesom kommunerne skal udnytte deres handlerum, når det kommer til områder som transport, landbrug og arealanvendelse.

Også udfasning af olie- og gasfyr skal fortsat have fokus, nu hvor fjernvarmeprojekter er forsinkede, og gaskunder endnu ikke har fået et klart svar om deres muligheder. Det samme skal den vedvarende energi på land som vindmøller.

95 kommuner har udarbejdet deres klimahandlingsplaner gennem DK2020-projektet, mens Københavns Kommunes klimahandlingsplan er udarbejdet som en del af kommunens medlemskab af C40 Cities. Glostrup Kommune vedtog sin i udgangen af april.

Fik du læst?

Nu taler klimaministeren om en 2,7-dobling - "vigtigt at byråd fortsat spiller med"

Sidst opdateret: 13/05/2025 - 09:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]