Lars Aagaard (M) vil drøfte muligt etisk regelsæt for borgerinddragelse med KL.

Lars Aagaard (M) vil drøfte muligt etisk regelsæt for borgerinddragelse med KL. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Minister vil undersøge muligt etisk regelsæt for borgerinddragelse i VE-projekter

Klimaminister Lars Aagaard (M) vil efter opfordring på samråd undersøge muligheden for et etisk regelsæt for folkevalgte politikere, når det kommer til deltagelse i borgermøder om ve-projekter.

Udgivet: 20/05/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Vrede og frustration fylder på borgermøder om nye VE-projekter i kommunerne, og det stiller blandt andet krav til, at de folkevalgte politikere møder op og svarer på spørgsmål.

Det mener Mads Fuglede (DD), der på et samråd tirsdag efterspurgte et etisk regelsæt fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).

"Sandheden er jo, at mange af de borgerinddragelser ude i kommunerne den er meget meget forskellig, der mangler nogle etiske retningslinjer for, hvordan man laver borgerinddragelse," siger Mads Fuglede.

Det er en idé, som Lars Aagaard vil drøfte med Kommunernes Landsforening, KL.

"Jeg synes, at tanken om, at man mellem kommunerne, også mellem byrådene og mellem borgmestrene, har en debat om, hvad der er egentligt minimum, som man skal stille sig til rådighed for i det lokale demokrati. Det er en spændende debat," siger klimaministeren på samrådet.

Han tilføjer, at et etisk regelsæt efter hans mening bliver bedst, hvis det laves af dem, der har "ejerskab".

"Det øger sandsynligheden for, at man reelt ikke bare vil følge et eller andet formelt, men at man også forstår betydningen af det etiske regelsæt og kaster sig ud i det," uddyber han.

Redskab til borgerinddragelse

Ministrene var indkaldt til samråd om borgerinddragelse i energiprojekter i de såkaldte fremskyndelsesområder. De blev bedt om at gøre rede for, hvordan regeringen vil sikre, at borgerne får en reel og tidlig stemme i beslutningsprocessen samt en reel mulighed for at præge udviklingen af projekter i nærområdet.

Her blev det af Lars Aagaard understreget, at ændringerne i processen i fremskyndelsesområder ikke betyder mindre borgerinddragelse. Det er fortsat den enkelte kommune, der er planmyndighed.

"Lad mig som det første slå fast, at det her nye redskab fra EU ikke kommer til at ændre på, at kommunerne skal inddrage borgerne, når der opstilles vedvarende energi. Borgerne vil fortsat have mulighed for at give deres mening til kende, hvorefter kommunen foretager en afvejning af de forskellige ønsker," indledte ministeren sit svar.

Vejledende folkeafstemninger blev i løbet af samrådet fremhævet som et godt redskab til inddragelse af borgerne ved nye ve-projekter. Det blev første gang benyttet i oktober 2023 i Tønder Kommune, hvor borgerne stemte om et projekt ved Åbøl nord for Toftlund og et projekt i Bredebro. Begge afstemninger endte i ja.

Fik du læst?

Første naboafstemning om solcellepark gav ja: 'Lokalt og økonomisk ejerskab hjælper klart'

NB-Forsyning & Klima vil følge idéen om et etisk regelsæt for borgerinddragelse i kommuner, når Lars Aagaard tager det med videre til KL.

Fakta

Hvad er fremskyndelsesområder?

  • Områder, hvor der planlægges for solceller og vindmøller på land, kan udpeges som et fremskyndelsesområde af den pågældende kommune.

  • Det vil være områder, hvor opstillet vedvarende energiprojekter ikke forventes at have væsentlige miljøpåvirkninger.

  • Det sædvanlige krav til opstiller om en fuld miljøkonsekvensvurdering erstattes af en mere simpel proces.

  • Områder, hvor der planlægges elnet, kan også udpeges som fremskyndelsesområde.

  • Den politiske aftale bag indebærer også mere effektive klageprocesser med blandt andet brug af frister og et målrettet årligt tilskud på 200 millioner kroner til kommuner med mest vedvarende energi.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Sidst opdateret: 22/05/2025 - 09:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]