Bestyrelsesformand i DANVA, Ellen Trane Nørby, åbner DANVA's årsmøde torsdag i Odense.

Bestyrelsesformand i DANVA, Ellen Trane Nørby, åbner DANVA's årsmøde torsdag i Odense. - Foto: DANVA

Årsmøde vil trække drikkevandet ind i de lokale treparter

Vandsektoren er en nødvendighed i arbejdet med den grønne omstilling, og derfor vil DANVA på årsmødet sætte fokus på, hvordan vandselskaberne kan bidrage til arbejdet i de lokale treparter.

Udgivet: 22/05/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Drikkevandet skal være en central del af af den grønne omstilling - og derfor skal vandselskabernes have en aktiv rolle i arbejdet med grøn trepart.

Sådan lyder det overordnede budskab ved DANVA's årsmøde, der bliver afholdt torsdag og fredag i denne uge i Odense.

Interesseorganisationen har "presset på" for, at vandsektoren får en tydligere rolle i den nationale arealomlægning, når det kommer til diskussioner om grøn trepart, siger bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby i åbningstalen.

"Det er også derfor, at vi har sat grøn trepart på dagsordenen til det her årsmøde. Grøn trepart er og skal være løftestang for drikkevandsbeskyttelse i Danmark, men det kræver selvfølgelig også, at vandsektoren - og I ude lokalt - får lov til at komme med helt derind i rummet, hvor de sidste beslutninger bliver taget," siger hun.

Vandselskaberne kan nemlig bidrage med faglig viden og ekspertise om det lokale område, når de 23 lokale treparter arbejder med arealomlægning. Og så har bestyrelsesformanden et andet budskab:

"Vi skal tage ministrene på ordet, når de siger, at de også vil være lydhøre over for det, som vi kommer med," siger hun.

Finansiering gennem vandsektoren

Grøn trepart er gentagne gange blevet kaldt historisk i nyere dansk tid, hvor der er store ambitioner, som gøres konkret inden for en kort tidsramme.

Problemet for vandselskaberne er imidlertid, at drikkevandet ikke nævnes med ét ord i rammeaftalen, som regeringen og KL har indgået, og som fastsætter kravene til det ressourcekrævende arbejde i de lokale treparter. Som aftalen lyder nu, er det altså frivilligt, hvorvidt de lokale treparter og kommuner vil tænke drikkevandsbeskyttelse ind i de omlægninger af arealer, som kommunalbestyrelserne skal vedtage sidst på året.

Regeringen har henholdt sig til, at man venter på en landsdækkende kortlægning af drikkevandet. Men der kan være gode ting at hente, hvis vandselskaberne kommer ind i samarbejdet - foruden den faglige viden, så har sektoren adgang til finansiering gennem takster og fonde, lyder det fra Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, i en pressemeddelelse.

"Selvom Miljøstyrelsens nationale kortlægning først er klar i 2027, viser erfaringer fra flere egne af landet, at det kan give mening at tænke drikkevandsbeskyttelse ind. Det handler i høj grad om at få tænkt synergier ind i de lokale treparter på tværs af natur, klima og drikkevand, så Danmark ikke løber tør for egnede arealer," siger han.

Inddragelsen af drikkevand i rammeaftalen kan du læse mere om i denne artikel, som NB-Forsyning & Klima bragte tidligere på måneden.

Fik du læst?

Treparts-repræsentanter i opfordring: Drikkevand skal ind i planerne nu - ikke i 2027

Årsmødet vil sætte fokus på blandt andet drikkevandssikring, lokal implementering af arealformen, planlægning og klimatilpasning via den grønne trepart.

Sidst opdateret: 22/05/2025 - 12:58

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]