Miljøminister Magnus Heunicke (S) fortalte på åbent samråd om status på undersøgelser om udledninger af miljøfremmede stoffer til vandmiljøet i starten af maj. Mandag talte han ved arrangement hos HOFOR.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) fortalte på åbent samråd om status på undersøgelser om udledninger af miljøfremmede stoffer til vandmiljøet i starten af maj. Mandag talte han ved arrangement hos HOFOR. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Vand

Heunicke om anmeldelse til Ankestyrelsen: Det klæder ikke en minister

Frivillighed viste sig ikke at være nok i BNBO-aftalen mellem stat og kommuner, men det var ikke med sin gode vilje, at miljøminister Magnus Heunicke anmeldte kommuner til Ankestyrelsen, siger han ved arrangement hos Hofor.

Udgivet: 27/05/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Repræsentanter, politikere og personer inden for vandsektoren var inviteret til præsentation af Hofors hvidbog mandag eftermiddag. Det samme var miljøminister Magnus Heunicke (S), der i sin tale fremhævede de boringsnære beskyttelsesområder, BNBO, og arbejdet med grøn trepart. Begge aftaler, der er blevet til med ønsket om frivillighed.

Den frivillige aftale om BNBO'erne var "stor" og "bred" ifølge ministeren, men frivilligheden blev undervejs en udfordring, hvilket var udslagsgivende for den lovgivning, der forpligtede kommunerne til handling sidste år.

"Det er stadigvæk sådan, at nogle kommuner - færre og færre - synes, at de skal holde fast i noget frivillighed. Trods det, at vi har en lov, som siger, at der skal være forbud mod sprøjtemidler ved et BNBO, der er beskyttelseskrævet," siger Magnus Heunicke i lokalet hos Hofor i København.

Han fortæller, at han for første gang i sin karriere som politiker modvilligt tog et redskab i brug: inddragelsen af Ankestyrelsen.

"Det er noget, jeg virkelig ikke har villet gøre før, og som jeg virkelig ikke synes, det klæder nogen ministre at gøre, men jeg var nødt til at melde 25 kommuner til Ankestyrelsen, fordi de ikke overholdt loven," siger han.

Fik du læst?

Udvalgsformand om miljøministeren: Han opfører sig utilstedeligt

Ministeren understreger, at den løsning ikke er noget, som "man bare lige hiver op af skuffen". Det vigtigste er at samarbejde og finde løsninger i fællesskab.

Kommunerne var inden fristen forpligtet til at indgå frivillige aftaler med lodsejerne inden årsskiftet og herefter udstede påbud eller forbud mod erhvervsmæssig anvendelse af sprøjtemidler i de boringsnære beskyttelsesområder inden fristen 1. marts i år, hvis frivillige aftaler ikke var muligt. I dag er 6 af de 25 kommuner endnu ikke i mål med BNBO.

Frivillighed fungerer ikke

Direktør for interesseorganisationen Danva, Carl-Emil Larsen, var også inviteret til arrangementet i Hofor, hvor han deltog i en panelsamtale. Ifølge ham skal beskyttelse af drikkevand være en skal-opgave, og der er brug for en "meget strammere ramme".

"Alt vores lovgivning omkring drikkevand og generelt omkring miljø, står der ‘bør’ og ‘kan’. Det duer ikke, det hedder 'skal'. Det skal laves. Det er vi nødt til at forstå," siger han og tilføjer:

"Frivilligheden duer heller ikke, hvis det skal være frivilligt, skal der også være nogle positive incitamenter. Det har vi heller ikke været i stand til at lave. Hvis det skal være frivilligt, så tror jeg, at vi skal have flere penge op af lommen for at være ærlig."

Danva-direktøren var i panel med direktør for forsyningsstrategi og vind i Hofor, Charlotte Søndergren, miljø- og trepartsordfører Henrik Frandsen (M) og kommunalbestyrelsesmedlem Lars Gravgaard Hansen (K) i Albertslund.

Grøn trepart er ikke nok

Hofor anslår i selskabets nye hvidbog om drikkevand, som var anledningen for arrangementet, at hovedstadsområdet kan mangle 12 millioner kubikmeter drikkevand i 2040, hvis der med sikkerhed skal være vand i hanen til alle borgere og virksomheder.

En af de grundlæggende udfordringer er, at der fortsat bliver fundet flere forureninger i grundvandet. Vandforsyningen kalder derfor på, at stat, kommuner og virksomheder skal arbejde sammen og sætte større fokus på beskyttelses af drikkevandet - også i fremtiden.

I den forbindelse bliver grøn trepart og arbejdet i de lokale treparter fremhævet hos Hofor. Ligesom der bliver spurgt ind til, hvorfor drikkevandet ikke allerede er tænkt ind i de konkrete planer, der bygger på Aftalen om et Grønt Danmark.

Ifølge ministeren var håbet ellers under forhandlingerne til aftalen, at der var en overensstemmelse mellem områder, der skulle tages ud af landbrugsdriften på grund af kvælstof, og grundvandsområder.

"Det er der bare ikke", siger Magnus Heunicke i sin tale og tilføjer:

"Det er ikke sådan, at vi kan sige, at treparten løser det her problem, for det gør den ikke. Og derfor er vi nødt til at følge op med yderligere tiltag og yderligere regulering."

Ministeren afventer derfor melding fra Vandreguleringsudvalget, så arbejdet med at finde en model, der kan gøre de nødvendige investeringer mulige, kan fortsætte.

Fik du læst?

Treparts-repræsentanter i opfordring: Drikkevand skal ind i planerne nu - ikke i 2027

Sidst opdateret: 27/05/2025 - 12:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]