Forperson for Miljø- og Byudvalget Marianne Burchall (S) og borgmester Steen Christiansen (S) deltog i indvielsen af det kommunale klimaselskabs første solcelleanlæg. Borgmesteren fremhævede i sin tale, at kommunen ikke venter på, at andre løser opgaven. "Man kunne sige: Jamen, hvad betyder et par solceller i Albertslund? Men jeg ser det anderledes. For når vi lægger solceller på vores tage, så viser vi, at vi tager ansvar."

Forperson for Miljø- og Byudvalget Marianne Burchall (S) og borgmester Steen Christiansen (S) deltog i indvielsen af det kommunale klimaselskabs første solcelleanlæg. Borgmesteren fremhævede i sin tale, at kommunen ikke venter på, at andre løser opgaven. "Man kunne sige: Jamen, hvad betyder et par solceller i Albertslund? Men jeg ser det anderledes. For når vi lægger solceller på vores tage, så viser vi, at vi tager ansvar." - Foto: Albertslund Kommune

VE på land

Kommunalt klimaselskab indvier første solcelleanlæg: "Det viser, at vi kan"

Albertslund Kommune har etableret sit første solcelleanlæg på en af kommunens bygninger gennem nyoprettet klimaselskab, der har kunnet lukrere på andre kommuners benarbejde.

Udgivet: 07/10/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

På hallen ved Herstedvester Skole har Albertslund Kommune netop indviet et af de anlæg, som partierne i Folketinget og mange kommunalpolitikere gerne vil have mange flere af; solceller på kommunale tage.

Byrådet i Albertslund besluttede i 2024 at investere i oprettelsen af et klimaselskab. Derfor er omegnskommunen en af få kommuner, der har opfyldt det kritiserede krav om selskabsudskillelse, som regeringen med finanslovsforslaget lægger op til at fjerne.

Det første solcelleanlæg i regi af Albertslund Kommunes Klimaselskab ApS har en kapacitet på 52 kilowatt, strækker sig over 235 kvadratmeter og kan producere i alt ca. 50.000 kWh/år.

"Anlægget er ikke kæmpestort. Men det er vigtigt. For det viser, at vi kan. At vi er i gang. At vi handler," sagde forperson for Miljø- og Byudvalget, Marianne Burchall (S) i sin tale.

Skal bruges i kommunens egne bygninger

Kommunen og klimaselskabet betragter solcelleanlægget på hallen som et testanlæg, der skal være med til at kvalificere udbud af de næste solcelleanlæg. De næste to-tre år forventer selskabet at etablere fem-seks anlæg yderligere på kommunale tage med en samlet kapacitet på op imod 500 kilowatt, oplyser klimaselskabets projektleder.

Det vil svare til omkring 110 husstandes forbrug og er små mængder i den store klimasammenhæng. NB-Forsyning & Klima spørger derfor projektlederen, om klimaeffekten står mål med de udgifter, Albertslund Kommune har haft til at etablere klimaselskabet?

"Det kan man selvfølgelig altid diskutere. Omvendt er det dét, vi kan gøre," siger projektleder Niels Hansen.

Han fortæller, at det kommunale klimaselskab vil prioritere at opstille solcelleanlæg på bygninger med et relativt højt lokalt forbrug, da forventningerne til afsætningsprisen for el ikke er høje. De kommunale solcelleanlægs økonomi er således afhængig af, at det meste af strømmen fra solcellerne bruges i kommunens bygninger. I en pressemeddelelse understreger kommunen, at solcellerne ikke sættes op med en forventning om store overskud.

"Selskabet skal løbe rundt og bidrage til den grønne omstilling ved at producere vedvarende energi, hvor energien bruges."

Udnytter andres benarbejde

Byrådet i Albertslund besluttede at stifte klimaselskabet, efter at Aarhus Kommune som frontløber havde stiftet et lignende selskab. Erfaringerne fra de få andre kommuner, der gik forrest, har ifølge projektlederen begrænset Albertslund Kommunes startomkostninger.

"Vi har været heldige, på grund af Aarhus og især Furesø Kommune har lavet et ordentligt benarbejde, som vi kunne høste frugterne af," siger Niels Hansen.

Aarhus Kommune har et mål om at bruge 100 millioner kroner på at installere godt 70.000 kvadratmeter solceller på de kommunale tage. Ved udgangen af 2024 var der opsat godt 6.300 kvadratmeter fordelt på 11 kommunale bygninger, og i KTC's magasin Teknik & Miljø har direktøren for det aarhusianske klimaselskab, Michael Johansson, fortalt om de mange udfordringer, kommunen stødte på undervejs. I teksten fortalte han, at kommunen ikke troede på, at den ville slippe for selskabspligten, men det tegner til at blive en realitet med regeringens intention om at fjerne kravet i kølvandet på nedsættelsen af elafgiften.

Projektleder Niels Hansen tør endnu ikke sige, hvilken betydning fjernelsen af kravet vil få for Albertslunds solcelleplaner og klimaselskabets fremtid. Han forventer, at der vil gå en rum tid, før andre kommuner får mulighed for at indvie solcelleprojekter på kommunale bygninger.

"Hvis du ringer til ministeriet og spørger, lyder det ikke til, der sker noget før sommeren 2027," siger han.

Det fremgår af regeringens lovkatalog for det kommende folketingsår, at SVM-regeringen planlægger at fremsætte lovforslaget, som fjerner kravet om selskabsudskillelse og modregningsreglen, der betyder, at kommunale besparelser på elregningen hidtil har skullet modregnes i bloktilskuddet.

"Lovforslaget skal forenkle reglerne for kommunale og regionale solcelleanlæg ved bl.a. at afskaffe krav om selskabsudskillelse og modregning. Herved styrkes kommuners og regioners økonomi ske incitament til at opstille solcelleanlæg, og de bureaukratiske barrierer mindskes," skriver regeringen.

Fik du læst?

Kommuner kan tage større klimaansvar med "enorm bureaukratisk lettelse"

Fik du læst?

Aalborg Kommune trækker stiftelsen af klimaselskab "lidt i halen" efter finanslovsforslag

Sidst opdateret: 07/10/2025 - 13:24

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]