
Liberal Alliance vil give atomkraft en plads i dansk energiforsyning og finansiere byggeriet af de to første mindre reaktorer med de 55 milliarder kroner, regeringen har afsat som potentiel statsstøtte til havvind. Partiet lancerede i går 24 forslag i udspillet "Tilbage til fremtiden". - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Energipolitik
Atomkraftudspil: LA vil udfase biomasse og belønne kommuner med reaktorer
"Heldige kommuner" med atomkraft skal have vild natur svarende til det areal, et solcelleanlæg med tilsvarende produktion ville optage, foreslår Liberal Alliance i atomkraftudspil. Borgmestre i to udpegede byer reagerer forskelligt.
Udgivet: 21/10/2025
Liberal Alliance fik mandag stor opmærksomhed med et energipolitisk udspil om atomkraftanlæg i Danmark. Partiet foreslår at opføre to små modulære reaktorer (SMR) á 300 megawatt ved eksisterende kraftværker senest i 2040, og som led i atomkraftudspillet ønsker LA at mindske brugen af biomasse til fjernvarme og opføre færre solcelleparker.
Aarhus og Kalundborg nævnes som to bud på de første lokationer for dansk atomkraft i større skala. I Aarhus, hvor Kredsløb forbereder overgangen fra biomasse til geotermi, og det politisk er besluttet at kvitte opvarmning med træpiller fra Studstrupværket i 2030, skal overskudsvarmen fra atomkraft ifølge LA føres ind i fjernvarmenettet. Anlægget ved Asnæsværket i Kalundborg skal forsyne byens industriklynge, der anføres af Novo Nordisk, med "rigeligt strøm samt overskydende procesvarme".
"Atomkraft skal delvist udfase afbrændingen af biomasse i dansk fjernvarmeproduktion efter finsk forbillede," skriver LA i et af atomkraftudspillets 24 punkter.
Arealopkøb svarende til solcelleanlæg
Kommunerne, der får atomreaktorer, skal belønnes med mere vild natur, mener Liberal Alliance. Partiet vil lade staten opkøbe landbrugsjord i et omfang, der svarer til det areal, man sparer med atomkraft, når teknologiens begrænsede arealbehov og høje strømproduktion sammenlignes med solcelleparker.
"Det skal som udgangspunkt være i samme kommune, som er heldig at få et atomkraftværk, eller så tæt på som praktisk muligt. Processen skal følge samme fremgangsmåde som i Grøn Trepart. Med vores plan vil de to små atomkraftværker altså frigive 4.344 hektar vild natur til det danske landskab" skriver Liberal Alliance.
De 43 kvadratkilometer svarer til "10 gange Amager Fælleds areal til hver af de to heldige kommuner", noterer LA, der vil finansiere det symbolske jordopkøb på 900 millioner kroner gennem de 55,2 milliarder kroner, der er afsat til det kommende havvindudbud, og som LA ønsker at annullere og geninvestere i atomkraft.
Liberal Alliance, der i de seneste meningsmålinger står til godt 20 mandater, deler det positive syn på atomkraft med Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative, mens Moderaterne og Venstre i foråret meddelte, at de støtter en afskaffelse af forbuddet.
Ikke et kommunalt emne
Borgmestrene i de to kommuner reagerer forskelligt på udspillet.
"Nej tak. Det bliver ikke med mig som borgmester," skriver Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold (S) på Facebook om LA's planer for Studstrupværket, mens Martin Damm (V) i Kalundborg holder spørgsmålet på afstand ved at henvise til Danmarks mangeårige forbud mod atomkraft.
"Som borgmester skal jeg forholde mig til kommunale emner, og emnerne skal i øvrigt også være lovlige. Det nævnte forslag opfylder ingen af kriterierne," siger Kalundborg-borgmesteren til Sjællandske Nyheder.
I Aarhus glæder det LA-spidskandidat Michael Christensen, at moderpartiet har disse ambitioner for Aarhus, hvor det har vist sig at være politisk vanskeligt at finde plads til vindmøller og solceller.
"Planen passer perfekt med de ambitioner, vi har om at være det grønneste parti i Aarhus Byråd. Hvis kernekraft på Studstrup fremover indtænkes i energimikset vil de meget upopulære og energimæssigt ineffektive planer om vindmøller og solcelleparker rundt omkring i Aarhus Kommune, senest ved Vosnæs, Studstup og på Aarhus Havn, endegyldigt kunne skrottes," siger han til Jyllands-Posten og fremhæver samtidig forslaget om at belønne kommunen med mere vild natur.
Sidst opdateret: 21/10/2025 - 11:58












































