Brancheorganisationer på forsyningsområdet kommer med sine idéer til, hvordan den grønne dagsorden kan komme i fokus under kommunalvalget.

Brancheorganisationer på forsyningsområdet kommer med sine idéer til, hvordan den grønne dagsorden kan komme i fokus under kommunalvalget. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

KV25

Få overblikket: Det sætter brancheorganisationer fokus på op til kommunalvalget

Brancheorganisationen Cirkulær, Dansk Fjernvarme, Danva og Danske Vandværker giver deres indspark til, hvordan kommunalpolitikere og vælgere kan sætte fokus på cirkulær økonomi, klimatilpasning og vand i valgkampen.

Udgivet: 23/10/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Byttecentraler, grønne offentlige indkøb, fokus på rent drikkevand og demokratisk ejerskab.

Startskuddet til årets kommunalvalg gik for alvor, da der blev åbnet for at brevstemme, og lørdag må valgplakater komme op i de offentlige lygtepæle. Brancheorganisationer på forsyningsområdet har gjort sit for at kommunalpolitikere, kandidater og vælgere kan få inspiration til, hvad man kan sætte fokus på inden for grøn omstilling i valgkampen.

NB-Forsyning & Klima har plukket elementer ud af materiale fra Brancheorganisationen Cirkulær, Dansk Fjernvarme, Danva og Danske Vandværker. Her er konkrete forslag til kommunale idéer til klimahandling, hvordan der kan komme fokus på gasudfasning og elektrificering - hvordan vandet kan få en stemme i valgkampen.

Cirkulær: Indsatser til en økonomi i kredsløb

Fakta

Cirkulærs 12 forslag

  1. Skru op for genanvendelsesmål

  2. Opret møbel- og inventarbørs internt i kommunen

  3. Byttehjørner på kommunale arbejdspladser

  4. Tænk cirkulær økonomi ind i lokalplanerne

  5. Genbrugskrav til events støttet af kommunen

  6. God affaldssortering på alle kommunale arbejdspladser

  7. Tag “grønne” parametre med i alle udbud

  8. Grøn strategi i erhvervsforeninger og -netværk

  9. Udarbejd en kommunal plaststrategi

  10. Elektrificering af affaldsindsamlingen

  11. Genbrug af byggematerialer fra kommunens bygninger

  12. Alle børn skal være affaldseksperter

Kilde: Brancheforeningen Cirkulær

Der er fokus på 12 forslag til kommunal handling i brancheorganisationen Cirkulærs katalog til byråd og kandidater til kommunalvalget. Fokus er på at fremme cirkulær økonomi med konkrete indsatser, der tager udgangspunkt i tiltag, som nogle kommuner allerede har afprøvet og draget erfaringer med.

Øverst på listen er et forslag om i kommunen at påtage sig et mere ambitiøst mål for den reelle genanvendelse end det nationale mål på 60 procent i 2030 - en politisk ændring, som kan være dyr at efterleve, hvis der er langt op til målet.

En mere jordnær idé er at indføre en intern møbelbørs, så de brugte stole på rådhuset kan bruges et andet sted i kommunen, eller et byttehjørne på kommunale arbejdspladser mellem kolleger. Så det, der ikke længere har en funktion, kan få et nyt liv et andet sted.

Skal fokus hellere rettes mod kommunens indkøb, er det en idé at sætte flere grønne parametre på kommunens indkøb, så der for eksempel er fokus på at genbruge og reparere fremfor at købe nyt. Aalborg Kommune bliver fremhævet, fordi kommunen har en "strategi for grønne indkøb". Den skal være med til at sikre, at indkøbene er både effektive og bæredygtige.

Derudover kommer Cirkulær med et eksempel på at gøre genbrug grønnere, nemlig at elektrificere skraldebiler og de køretøjer, som er på de kommunale genbrugspladser. Ligesom fokus på affaldssortering kan skærpes, så der gælder de samme regler på arbejdspladser som i de private husstande.

Dansk Fjernvarme: Fokus på grøn strøm

Fakta

Tre områder, hvor valget har effekt

Gasudfasning

  • Samarbejdet mellem fjernvarmeselskab og kommune for at udfase gas skal fortsætte, hvis Danmark skal nå i mål med at blive uafhængig af russisk gas og den grønne omstilling.

Elektrificering og mere VE på land

  • Elektrificeringen kræver, at der er grøn strøm, hvorfor der skal skub i opsætningen af vedvarende energi på land.

Demokratisk ejerskab og bestyrelsessammensætning

  • Det demokratiske ejerskab af fjernvarmeforsyningen er en styrke, hvor kommunerne er en del af drivkraften. Det er noget, som fremtidige byråd kan bygge videre på.

Kilde: Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme har udarbejdet tre punkter, som organisationen mener, kan være givende at sætte fokus på op til kommunalvalget. Der er ikke udarbejdet konkret materiale, fordi der er taget højde for, at udfordringerne for de enkelte varmeselskaber varierer og ofte er lokalt forankret.

Op til kommunalvalget er det derfor relevant ifølge Dansk Fjernvarme at sætte fokus på, at arbejdet med at konvertere naturgasområder til fjernvarme skal fortsætte. Rundt om i Danmark er der 264.000 gasfyr tilbage, hvor omkring halvdelen af dem lægger i områder, hvor der enten er fjernvarme eller planlagt fjernvarme.

Ligesom det også er relevant at åbne debatten om vedvarende energi på land. For skal den grønne omstilling i mål gennem yderligere elektrificering, skal der fokus på vigtigheden af, at der er nok grøn strøm. Det kræver, at der skal opsættes mere vedvarende energi på land, og her har kommunen en opgave i at sikre, at det lykkes med inddragelse af borgerne.

Det sidste punkt fra Dansk Fjernvarme handler om bestyrelsessammensætning og det demokratiske ejerskab af varmeselskaberne, som skal tales frem som en styrke. Det giver nemlig mulighed for, at forbrugerne kan bidrage og præge den lokale udvikling af fjernvarme.

Danva: Rent drikkevand og pesticidkort

Fakta

Fire budskaber med fokus på vand fra Danva

  1. Rent drikkevand er ikke en selvfølge længere - derfor skal vi handle nu for at beskytte drikkevandet for eksempel med mere skov og natur.

  2. Rent vandmiljø kræver en indsats fra landbruget, bedre rensning af byspildevand, færre overløb og politisk vilje til at få de rette løsninger.

  3. Klimatilpasning mod oversvømmelser haster, og derfor skal klimaløsninger indtænkes i kommunale planer tidligt i processen.

  4. Vand er kritisk infrastruktur. Du kan som kommunalpolitiker understøtte vandet lokalt ved at beskytte arealer og arbejde mod flere større sammenhængende og sprøjtefrie områder.

Kilde: Danva

Rent drikkevand fylder mere og mere i danskernes bevidsthed. Netop det kan være en indgang til at sætte fokus på nødvendigheden af at sikre drikkevandet, hvis man ønsker det som kandidat til kommunalvalget.

Danva har lavet et kort over indholdet af pesticider i vandboringer, som de fremhæver som et godt grundlag for at starte samtalen og debatten om beskyttelse af drikkevand. Cirka 58 procent af drikkevandsboringer på landsplan indeholder rester af pesticider og kemikalier.

Kommuner har som ejer af vandselskaber en direkte vej ind for at sætte fokus på vandet tilstand og tale for, at der skal rejses skov, skabes natur, mere økologi og græs, lyder det i interesseorganisationens materiale. Ligesom et fokus på et rent vandmiljø hænger sammen med vandselskaberne, da der kan sikres færre overløb, bedre renseanlæg og nye vandteknologiske løsninger.

Klimaløsninger er også en del af materialet, hvor vigtigheden af separatkloakering bliver nævnt, som en måde, hvorpå kommuner kan håndtere stigende mængder af nedbør. Ønsker man at sætte fokus på det som kandidat, kan man argumentere for, at klimaløsninger skal tænkes ind tidligt i den kommunale planlægning.

Danske Vandværker: Rådgivning til synlighed

Fakta

En engagementstrappe i fire trin af Danske Vandværker

Trin 1: Det lette første skridt

  • Skriv et læserbrev, del budskaber på sociale medier eller kontakt kandidaterne i lokalområdet

Trin 2: Skab lokal dialog

  • Inviter kandidater på besøg i vandværket, deltag i vælgermøder eller del hverdagen på vandværket på sociale medier

Trin 3: Gå sammen med andre

  • Samarbejd med andre organisationer, ræk ud til journalister eller inviter til jeres egen debat

Trin 4: Sæt vand på valgkampsdagsordenen

  • Afhold større vælgermøde om drikkevand eller lav og del din egen “drikkevandsvalgstest” med svar fra de lokale kandidater

Kilde: Danske Vandværker

Danske Vandværker tager et lidt andet greb i sit materiale, hvor medlemmerne opfordres til at gå i samarbejde med de lokale vandråd til at gøre sig synlige under valgkampen. De har nemlig mulighed for at give indsigt i de udfordringer og successer, som er i lokalområdet – og rette det mod kandidaterne.

Det handler ifølge organisationen ikke om at være "politisk ekspert", men om at have kendskab til det lokale vandværk og området. Ligesom der hos den enkelte skal være en motivation og lyst til at bruge energien på at få politikernes og borgernes opmærksomhed.

Vandværket har derfor skabt en såkaldt engagementstrappe, hvor man kan starte fra bunden eller blot springe op til det trin, som passer med ens engagement.

Det kan for eksempel være, at man vil teste kandidaternes viden om vandværket. Her foreslår Danske Vandværker at lave en test med et par spørgsmål. Svarene kan så deles på sociale medier. På den måde bliver borgerne opmærksomme på, hvorvidt kandidaterne har den nødvendige viden om vandværket, mens kandidaterne også bliver klogere.

Fik du læst?

Dansk tilbagegang i reel genanvendelse skyldes mangelfulde indberetninger

Sidst opdateret: 23/10/2025 - 14:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]