Danske Vandværkers direktør Lise Lotte Toft og Danvas fagekspert Dorte Skræm peger begge på, at vandværker kan få store omkostninger med en ny grænseværdi for nitrat i drikkevandet.

Danske Vandværkers direktør Lise Lotte Toft og Danvas fagekspert Dorte Skræm peger begge på, at vandværker kan få store omkostninger med en ny grænseværdi for nitrat i drikkevandet. - Foto: Danske Vandværker; Danva

Vand

Lavere grænseværdi for nitrat kalder på politisk redningskrans og grundvandsparker

Omkring 10 procent af Danmarks drikkevand vil være under mulig ny grænseværdi for nitrat, som anbefales af sundhedsfaglig ekspertgruppe. For nogle forsyninger vil det få store konsekvenser, fastslår Danske Vandværker, som ser anbefalingen som et klart tegn på, at der skal en ny praksis til.

Udgivet: 11/12/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Teknisk kan vandselskaberne godt leve op til en ny grænseværdi for nitrat i drikkevandet på seks milligram per liter, men det vil have meget store omkostninger.

Det vurderer Dorte Skræm, der har ansvaret for drikkevandsområdet i interesseorganisationen Danva.

"Det er ti procent af den samlede vandmængde, der er påvirket i større eller mindre grad. Konsekvensen vil være øget konsolidering i sektoren, da især mindre forsyninger vil have svært ved at leve op til kravene såvel økonomisk som organisatorisk," siger hun til NB-Forsyning & Klima.

Miljøministeriet har på baggrund af en anbefaling fra en sundhedsfaglig ekspertgruppe igangsat en undersøgelse af implikationerne ved at sænke grænseværdien fra 50 milligram nitrat per liter til de anbefalede seks milligram per liter. Det sker efter, at der er fundet en lille øget risiko for tarmkræft ved det gældende niveau for nitrat i drikkevandet.

Fik du læst?

Ekspertgruppe foreslår lav grænseværdi for nitrat - vil føre til regionale udfordringer

Fokus på grundvandsparker

Nogle forsyninger vil have nemmere ved at ændre på den nuværende struktur, mens andre forsyninger skal finde lokale løsninger. I Danske Vandværker ser direktør Lise Lotte Toft de nye anbefalinger som et klart tegn på, at tingene ikke længere kan fortsætte, som de gør nu. Det kræver derfor, at politikerne tager et ansvar.

"Der er ingen tvivl om, at de nye anbefalinger kan få store konsekvenser for en række vandværker og vandforsyninger. Derfor er det vigtigt, at der her-og-nu politisk bliver taget stilling til, hvordan man kan hjælpe de vandværker, der bliver ramt. Og hvordan vi på længere sigt kan lave grundvandsparker, som sikrer drikkevandet for fremtiden,” siger hun i en pressemeddelelse.

Grundvandsområder er beskyttet naturområder omkring drikkevandsboringer, som er friholdt fra sprøjtning, gødning og miljøfremmende stoffer.

Fokus på netop etablering af dem bør blive større efter anbefalingerne, mener også Danva, der vil have afsat midler til at friholde vandindvindingsområder for kvælstof.

Geografisk forskel rammer forbrugere

En grænseværdi på seks milligram nitrat per liter drikkevand vil ramme skævt geografisk. Nitratkoncentrationen er geologisk højere i bestemte dele af landet. Især i den nordlige del af Jylland vil en sænkelse af kravværdien skabe store udfordringer, viser en kortlægning lavet af Danva og Danske Vandværker i 2023.

Der er stadig elementer, der skal falde på plads ifølge Miljøministeriet, før den endelige beslutning om en ny grænseværdi lander. Miljøstyrelsen har blandt andet sat DTU til at vurdere rapporten samt kvalificere antallet og kortlægge lokaliseringen af anlæggene, der er ramt.

Læs mere om beskyttelse af grundvandet

I dag indeholder 58 procent af landets drikkevandsboringer rester af pesticider og kemikalier.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) lovede på et samråd i november, at der inden årets udgang vil blive offentliggjort en analyse af den eksisterende regulering vedrørende beskyttelse af drikkevandet. En samfundsøkonomisk udregning i analysen viser, at der er en betydelig økonomisk gevinst for Danmark ved at beskytte de sårbare grundvandsdannede områder ved at anlægge grundvandsparker. Det skal ses ud fra den værdi, som rent drikkevand skaber for samfundet.

Arbejdet med at finde ud af, hvor grundvandsparkerne skal ligge, foregår lige nu - og kortlægningen bliver løbende opdateret af Miljøministeriet. Det er forventningen, at arbejdet er helt færdig inden udgangen af 2026.

Spørgsmålet om grundvandsparker er ikke nyt.

I 2024 gik Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening, Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, DANVA og Danske Vandværker sammen om et fælles opråb.

De ville gerne, at der blev oprettet grundvandsparker i omkring 200.000 hektar sårbare områder, hvor der var behov for drikkevandsbeskyttelse. Via grundvandsparker vil der blive plads til mere natur, friluftsliv og økologisk jordbrug.

Opråbet kom i forbindelse med loven om boringsnære beskyttelsesområder, BNBO. Altså et forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider i afgrænsede områder omkring vandværkers drikkevandsboringer.

Som led i aftalen om grøn trepart er beskyttelsen af vandmiljøet og fjordene, som kommer gennem omlægningen af landbrugsjorden. Det perspektiv ønsker Danva at sprede ud, så det også kommer til at gælde for områderne med grundvand, der som bekendt bruges til drikkevand.

Kilde: Danva, Miljø- og Ligestillingsministeriet

Fik du læst?

Minister om vandpris i Aalborg: Enormt dyrt at vente til skaden er sket

Fik du læst?

Heunicke: Ny regulering skal fjerne årtiers fejlslagne frivillighedsordninger

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 13:59

Temaer: Vand

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]