"Vi mener, at det vil være fornuftigt, at en ny regering udarbejder en strategi, der i højere grad afspejler det nuværende verdensbillede," siger direktør i Brancheforeningen Cirkulær, Jens Bomann Christensen.

"Vi mener, at det vil være fornuftigt, at en ny regering udarbejder en strategi, der i højere grad afspejler det nuværende verdensbillede," siger direktør i Brancheforeningen Cirkulær, Jens Bomann Christensen. - Foto: Brancheforeningen Cirkulær

Affald

Cirkulær før valg: Ny forsyningsstrategi skal matche verdensbilledet

Cirkulær har fire forslag til, hvad der skal være valgets tema - og som brancheforeningen håber bliver taget med, når en ny regering skal dannes.

Udgivet: 04/03/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Forsyningssektoren har brug for en ny kurs.

Det mener direktør i Brancheforeningen Cirkulær, Jens Bomann Christensen.

"Vi har en oplevelse af, at der i dag er en meget gammel forsyningsstrategi for forsyningssektoren. Vi mener, at det vil være fornuftigt, at en ny regering udarbejder en strategi, der i højere grad afspejler det nuværende verdensbillede," siger han.

Brancheforeningen Cirkulær har præsenteret fire forslag på sin hjemmeside, som ifølge den bør være centrale temaer i valgkampen. NB-Forsyning & Klima har spurgt brancheforeningen ind til forslagene og ønsker til den nye regering.

CO2-fangst og lagring, CCS, samt CO2-fangst og anvendelse, CCU, skal have flere støttemidler og bedre vilkår, så det bliver muligt for affaldsenergiselskaber at udnytte teknologierne.

Argumentet er, at netop de teknologier bliver fremhævet i Klimarådets statusrapport 2026. Det er midler til at nå målet om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030.

"Man bliver nødt til at overveje tilgangen til den. Den vi har haft indtil videre har langt hen ad vejen været at placere det samlede ansvar ved punktkilden (de kommunale selskaber, red.). Det mener vi, at den sidste udbudsrunde har vist ikke er den rigtige måde at gøre det på - eller at det ikke er holdbart," siger Jens Bomann Christensen.

Direktøren understreger, at det ikke kun handler om lokale ambitioner hos affaldsenergiselskaberne, men at det handler om at nå de nationale målsætninger.

"Når man prioritere nye midler til området, bliver man nødt til at kigge ind i nogle modeller, hvor staten tager en form for ansvar," siger Jens Bomann Christensen.

Producentansvar

Brancheforeningen fremhæver, at der er et behov for, at den cirkulære økonomi skal tilbage i producentansvaret. Da regeringen indførte producentansvaret, blev der indført en midlertidig aftale for virksomhedernes udgifter, som mindskede producentgebyrerne.

Den handling er katastrofal, understreger brancheforeningen i sine forslag.

"Helt overordnet set er det vores ønske, at vi i Danmark lever op til de regler, der er vedtaget i EU. Det betyder, at når man i EU bliver enige med hinanden om, at emballageproducenterne skal betale omkostningerne for at indsamle og behandle deres emballageaffald, så skal det selvfølgelig også være sådan i Danmark," uddyber Jens Bomann Christensen.

"Man udvander formålet med systemet og ødelægger muligheden for at få nogle bedre emballager, når man gør regningen mindre for emballageproducenterne," tilføjer han.

Cirkulær ser derfor, forklarer Jens Bomann Christensen, at der fremadrettet bliver lavet et system, hvor det er sikret, at emballageproducenterne betaler det, der er "ret og rimeligt" for behandlingen af deres emballageaffald.

Som de sidste to forslag kigger Cirkulær på kommunernes deponier, hvor en kommende regning for uønsket affald som asbest og PFAS-holdigt byggeaffald venter.

Derudover foreslår brancheforeningen, at forbrug bliver et punkt i valgkampen, da regeringen i sin klimalov ikke har et særskilt fokus på at nedbringe Danmarks forbrugsbaserede klimabelastning.

Fakta

Kort om Cirkulærs fire forslag

  1. Forbrug skal med i klimaloven

    Danmarks forbrug og affaldsmængder re en del af klimaregningen, og derfor skal der være fokus på at nedbringe Danmarks forbrugsbaserede klimabelastning.

  2. Cirkulær økonomi skal tilbage i producentansvaret

    Miljøet skal tilbage i producentansvaret, og derfor skal der ikke være lempelser til erhvervslivet, da det fjerner virksomheders incitament for at genbruge og genanvende.

  3. Deponier er udfordret på flere fronter

    En ufinansieret regning venter blandt andet på kommunernes deponier, da der lovmæssigt kun er afsat penge til rensning af perkolat (nedsivet regnvand) i 30 år.

  4. CCS og CCU er vejen til klimamålet

    Der skal afsættes flere støttemidler til CCS og CCU med bedre vilkår, så kommunale affaldsenergiselskaber kan levere de afgørende CO2-reduktioner, der kan sikre Danmarks klimamål med 70 procent reduktion i 2030.

Kilde: Brancheforeningen Cirkulær

Fik du læst?

Det danske producentansvar er på niveau med nabolande

Fik du læst?

Sortering er ikke nok - Cirkulær promoverer politiske tiltag til at sænke forbruget

Sidst opdateret: 05/03/2026 - 12:08

Temaer: Affald

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]