Visualisering af højvandsport som løsning i Nakskov.

Visualisering af højvandsport som løsning i Nakskov. - Foto: Lolland Kommune/screenshot

Klimatilpasning

Lolland kan ikke vente på staten – præsenterer tre modeller for kystsikring

Tre forskellige modeller i form af økonomi, omfang og konsekvenser for kysten bliver sat til afstemning i Lolland Kommune for at beskytte kyststrækningen ved Nakskov.

Udgivet: 30/04/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Oversvømmelser fra havet er en udfordring for Nakskov i Lolland Kommune. Nu præsenteres tre modeller for, hvordan byen og de lavtliggende områder kan beskyttes.

Området ved Nakskov er udpeget i forbindelse med SVM-regeringens klimatilpasningsplan 2 som et område, der kan kræve særlig beskyttelse. Men screeningen af det mulige beskyttelsesprojekt er først sat til 2027 – og det kan Lolland Kommune ikke vente på.

Det fortæller Henrik Jacobsen, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, til NB-Forsyning & Klima.

"Vi vil gerne i gang før, så vi går i gang før. Vi mener ikke, at vi kan vente på det," siger han og forklarer:

"Vi vil starte processen nu sammen med borgerne, fordi det er en langstrakt proces. Før vi får en dialog med borgerne og får åbnet for muligheden for at undersøge, hvor vi er, og hvor vi skal hen, så er vi langt henne i 2026 eller længere."

Statens screening af kysten skal afklare, om et muligt beskyttelsesprojekt har potentiale og er realiserbart i forhold til anlægs- og samfundsøkonomi samt natur- og miljøhensyn.

Betalingsvillighed har betydning for løsningen

Det er sammen med kommunen op til borgerne, bygningsejerne og erhvervslivet at beslutte, hvordan og i hvilken grad kystsikringen skal gennemføres.

Ifølge kystbeskyttelsesloven er det de personer, som får gavn af kystbeskyttelsen, der skal bidrage til finansiering. Prisen kan variere, men det er obligatorisk for borgere eller erhvervsdrivende i området at deltage.

Lolland Kommune sender derfor spørgsmålet ud til borgerne i maj.

"Det er måske sagt med et skævt smil, men vi har ingen penge. Det er jo også derfor, det handler om at finde ud af, hvilke løsninger der er størst villighed til, og hvor vi så er henne kronemæssigt," siger Henrik Jacobsen.

De tre løsninger er følgende:

En højvandsport, der fungerer som en skydeport ved indsejlingen mellem Rosnæs og Trælleholm. Den kan ifølge planerne håndtere en stigning i havoverfladen på op til fire meter. Den ventes at koste omkring 500 millioner kroner.

En indre port, som er en dobbeltport af stål, der skal placeres på tværs af havnen ved den tidligere færgeterminal. Derudover skal der etableres en højvandsmur og mobil kystsikring, som kan bruges ved behov. Løsningen kan håndtere en stigning i havoverfladen på op til 2,5 meter. Den ventes at koste cirka 140 millioner kroner.

En bynær løsning, der alene består af en højvandsmur og den mobile kystsikring. Den løsning kan også håndtere en stigning i havoverfladen på op til 2,5 meter. Den ventes at koste omkring 100 millioner kroner.

Alle tre modeller har forskellige konsekvenser

De tre løsninger adskiller sig både økonomisk og i forhold til konsekvenserne for det omkringliggende område.

Det er noget, som der skal tages med ind i overvejelserne ifølge Henrik Jacobsen.

Højvandsporten giver den bedste beskyttelse, men det er også den dyreste løsning - og så skaber den en længere pause.

"Den vil lukke havnen i tre til seks måneder, og det er der nogle virksomheder, der ikke er helt glade for," siger udvalgsformanden.

Derudover vil den indre port få konsekvenser for den inderste del af erhvervshavnen, mens den bynære løsning er den billigste, men kræver, at området syd for havnen skal beskyttes på anden vis.

Undersøgelsen løber fra uge 18 til og med uge 23.

Fik du læst?

Regeringen forlænger ordning for klimatilpasningsprojekter i kommuner

Fik du læst?

Tænketank: Staten skal ikke betale for kommunal klimatilpasning

Sidst opdateret: 30/04/2026 - 09:07

Temaer: Klimatilpasning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]