Kenneth Gøtterup og Ann Sofie Orth, konservative borgmestre i Dragør og Rudersdal, mener, at SVM-regeringen hurtigst muligt må gøre op sig selv, om gassen skal udfases til boligopvarmning eller ej.

Kenneth Gøtterup og Ann Sofie Orth, konservative borgmestre i Dragør og Rudersdal, mener, at SVM-regeringen hurtigst muligt må gøre op sig selv, om gassen skal udfases til boligopvarmning eller ej. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Borgmester kræver kompensation, hvis regeringen trækker tæppet væk under fjernvarmen

Borgmestrene i to af landets mest gasafhængige kommuner efterlyser klare svar om gassens fremtid. Hvis regeringen følger Venstres nye afstandstagen til en slutdato, vil Dragør Kommune droppe fjernvarmeudrulningen.

Udgivet: 15/05/2025

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Venstre lagde i weekenden afstand til målet om, at gas skal udfases fra boligopvarmning inden 2035. Dermed føjede Troels Lund Poulsen endnu et eller to lag til den usikkerhed, som borgmestre og fjernvarmeselskaber har råbt om i længere tid.

Få steder er timingen for udmeldingen om "fleksibilitet i udskiftning af gasfyr" værre end i Dragør, hvor kommunen og Tårnby Forsyning for tiden fører kampagne for at samle tilslutning til at etablere fjernvarme. Svarfristen er sat til 1. juni, så efter flere udsolgte borgermøder er indsatsen inde i den afsluttende fase.

Borgmester Kenneth Gøtterup (K) mener, at statsministeren hurtigst muligt bør meddele landets ejere af gasfyr, om 2035-udfasningen ikke længere er regeringens politik.

"Venstre kommer her i 12. time og fortæller, at gasfyrene ikke skal udfases alligevel. I og med det er et markant regeringsparti, der siger det, er det min oplevelse, at borgerne hører det sådan, at de ikke behøver sige ja til andre varmeformerm, og at gassen vil forblive i de danske boliger," siger Kenneth Gøtterup til NB-Forsyning & Klima.

"Hvis de har skiftet kurs, er det helt fair og legitimt. Men så skal de bare sige det, og så dropper vi alle projekterne, som vi er i gang med nu".

"Men hvis regeringen og Folkepartiets partier, der lavede aftalen, stadigvæk mener, at den skal gennemføres, er de nødt til at melde klart ud. Ellers kan vi ikke som kommuner overbevise folk om, at de skal vælge andre varmekilder," siger Kenneth Gøtterup.

Fik du læst?

Efter V's gasudmelding: Dansk Fjernvarme kræver vished og forhandlinger

Bevidsthed om sikkerhed og klima

Rudersdal Kommune er en anden landets store gaskommuner med mere end 10.000 registrerede gasfyr. I april opfordrede borgmester Ann Sofie Orth den ansvarlige minister, Lars Aagaard (M), til at melde klart ud, om ambitionen for en udfasning i 2035 stadig gælder.

Timingen i Venstres udmelding er ikke til lige så stor gene som i Dragør, da fjernvarmeselskaberne ikke aktivt prøver at rejse tilslutning for øjeblikket. Men budskabet fra Rudersdal er det samme:

"Jo hurtigere regeringen kan blive enige med sig selv, jo bedre er det. For det skaber alt sammen usikkerhed. Det handler om klimaet og om at få varme i sit hus," siger Ann Sofie Orth til NB-Forsyning & Klima.

"Vi oplever en enorm interesse og nysgerrighed blandt borgerne. Folk er optagede af, hvilken varmekilde de skal skifte til, hvis politikerne fastholder, at gasfyr skal være fortid, og mange mennesker køber varmepumper," uddyber borgmesteren.

Hun oplever ikke, at mange borgere rejser pointer om, at gassen snart er grøn, og at der er rigeligt af den i fremtiden. Derimod interesser de sig for klimaet og spørgsmålet om at gøre sig uafhængig af russisk gas.

"Den offentlige diskurs er jo anderledes, end den var i 2022. Men bevidstheden om, at der også er et sikkerhedsmæssigt aspekt, oplever jeg som meget præsent hos borgerne i Rudersdal", siger hun og tilføjer, at det samme gør sig gældende for deres opfattelse af den grønne omstillings betydning.

Derfor skal gas udfases - i hvert fald i byområder, hvor det er oplagt at finde alternativer, mener Ann Sofie Orth.

"Jeg anerkender, at der er kommuner, som har en helt anden geografi, end vi har, og kan sagtens se udfordringer, hvor huse ligger længere fra hinanden. Det må man løse og eventuelt reservere gassen - det være sig biogas - til dem, som ikke har andre løsninger".

Mener du, at størstedelen af Rudersdal Kommune, som er relativt tæt befolket, skal have fjernvarme med årene?

"Ikke fjernvarme for fjernvarmens skyld. Jeg synes, det er en gave, at vi lever i et samfund, hvor der ikke trækkes en kollektivistisk løsning ned over folk. Fjernvarme er mange ting, og vi er i gang med at kigge på geotermi (omkring Gl. Holte, red.)," fortæller Ann Sofie Orth.

Rudersdal Kommune vedtog som alle andre kommuner varmeplaner i 2022, men Norfors og Eon, der har været engageret i projekter, er ikke gået i gang med at etablere nye fjernvarmeanlæg - blandt fordi det er vanskeligt at finde plads til varmeværker i en tæt bebygget kommune.

Vil have KL til at jagte kompensation

Begge K-borgmestre peger på, at kommunerne har et særligt hensyn at tage over for beboere i etageejendomme, der ikke kan skifte til varmepumper.

"Hvis ikke blokkunderne får fjernvarme, skal de jo selv etablere en form for kollektiv varmeforsyning, hvis gassen udfases til boliger. Derfor handler fjernvarmeudrulningen altså også om, at vi har et kollektivt ansvar for vores varmeforsyning," siger Kenneth Gøtterup, der minder om, at intentionen med klimaforliget i 2022 var at reservere gassen til industrien.

Situationen kalder på en udmelding fra statsministeren om, hvorvidt der et forlig eller ej, da det var under den rene S-regering, at et bredt flertal indgik klimaaftalen om grøn strøm og varme, påpeger Dragørs borgmester.

Han skrev i lørdags på Facebook, at regeringen må holde kommunerne skadesløse og refundere kommunernes udgifter, hvis resultatet bliver, at ambitionen fra 2022 ikke skal gælde.

I Dragør Kommune, hvor tre ud af fire boliger opvarmes med gas, beløber udgifterne til planlægning og rådgivere siden 2022 sig til 10-12 millioner kroner, skønner borgmesteren. Han oplever, at regeringen er i gang med at fortælle kommunerne, at "det alligevel ikke var så vigtigt" med udfasningen af gas.

"Hvis man har den holdning, må man begynde at snakke kompensation til kommunerne," siger Kenneth Gøtterup.

"Det har jeg en forventning om, at KL går ud og kæmper for".

Kommunalbestyrelsen i Dragør skal fredag på et ekstraordinært møde afgøre, om kampagnen skal forlænges til at vare hen over sommeren. Det sker dog ikke på grund af Troels Lund Poulsens udmelding, men fordi Energiklagenævnet har omstødt en afgørelse fra Forsyningstilsynet, hvilket ændrer reglerne for abonnementsordninger til fjernvarmeunits. Med den genvundne mulighed for at indregne fjernvarmeunits som en del af den kollektive varmeforsyning kan nye kunder få adgang til at leje varmevekslere mod en abonnementsbetaling. Det vil gavne bestræbelserne på at opnå tilslutning, vurderer Kenneth Gøtterup.

Hvor peger pilen hen i Dragør?

"Vi har brug for en tilslutning, så 65 procent af varmebehovet skal dækkes. Knap 65 procent har bedt om en kontrakt, men indtil nu har kun 20 procent underskrevet og tilbageleveret kontrakten."

Hvad har I brug for i Dragør, hvis fjernvarmen skal kunne realiseres i stor stil?

"Vi har brug for det, som jeg vil vurdere, alle kommuner har: En fuldstændig klar udmelding fra regeringen af, om man står ved forliget fra 2022 og den opgave, man gav kommunerne. De skal fortælle borgerne, om gassen i Danmark kan bruges til rumopvarmning af boliger, eller om den udfases".

Fik du læst?

Mere gas i ledningerne: Tilgangen til fjernvarme er ved at tørre ud

NB-Forsyning & Klima følger tæt diskussionen om en slutdato for gassen til boliger og usikkerhedens betydning for fjernvarmeprojekterne. Spørgsmålet er, om antallet af husholdninger med gasfyr vil komme ned i nærheden af de tal, som forventes i klimafremskrivningen, der blev offentliggjort i april, hvis regeringen og forligspartierne ikke snart leverer klare svar til kommunerne.

Forventningen til antallet af husholdninger med gasfyr blev i den seneste klimafremskrivning opjusteret til 268.000 i 2030 og 117.000 i 2035, hvis der ikke træffes nye politiske beslutninger, som vil hjælpe konverteringerne på vej.

Sidst opdateret: 19/05/2025 - 15:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]