Havvand kan blive en del af løsningen på den manglende drikkevand, som hovedstadsområdet står over for i fremtiden.

Havvand kan blive en del af løsningen på den manglende drikkevand, som hovedstadsområdet står over for i fremtiden. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Drikkevand

Hofor vil forbedre samarbejdet mellem forsyninger i hovedstadsområdet

Om 15 år skal forsyningssystemet i hovedstadsområdet fungere anderledes, ellers vil der ikke være drikkevand til alle, siger talsperson i Hofor. Dyr indvinding af havvand er i spil, hvis jagten på grundvand i samarbejde med andre forsyninger ikke kan sikre tilstrækkeligt store mængder.

Udgivet: 17/06/2025

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

Skal der med sikkerhed være drikkevand til alle borgere i hovedstadsområdet i 2040, kan udviklingen ikke fortsætte, som den hidtil har gjort.

Nye kildepladser, ændring i forbrugeradfærden og et styrket samarbejde kan være en del af løsningen. Ligesom rensning af havvand kan komme i spil. Det fortæller Martin Rygaard, talsperson og ekspert i drikkevand hos Hofor.

"Jeg kan ikke pege én ting ud. Først og fremmest skal vi have beskyttet det grundvand, som vi allerede har, fordi vi har jo et helt system, der er bygget op om at udnytte den grundvandsressource," siger han til NB-Forsyning & Klima om de forskellige muligheder og tilføjer:

"Vi kan se, at vores system om 15 år skal fungere anderledes, end det gør i dag, ellers mangler vi vand."

Fakta

Udsnit af tal fra Hvidbog

  • En indbygger i hovedstadsområdet bruger i snit cirka 100 liter drikkevand hver dag.

  • Hofor producerer cirka 55 millioner kubikmeter drikkevand til sine cirka en millioner kunder årligt.

  • Hovedstadsområdet vokser med knapt 100.000 indbyggere de næste 10 år.

  • Hofors prognoser viser, at det stigende antal indbyggere får vandforbruget til at stige med mellem to og otte millioner kubikmeter i 2040.

  • Hofor mangler at kunne producere 12 millioner kubikmeter drikkevand for at være sikker på at kunne levere vand til alle i 2040.

Kilde: Hofor.

Fokus på sikringen af drikkevandet er steget, efter at forsyningsselskabet i en hvidbog kunne meddele, at der i 2040 vil mangle 12 millioner kubikmeter drikkevand i hovedstadsområdet. En vandmængde, der ifølge Hofor svarer til mere end hele Odense Kommunes årlige vandforbrug.

En fælles sag mellem forsyninger

Foruden ændringer i forbrugeradfærd og fund af nye kildepladser, er en mulighed også at rense grundvand, der er forurenet. Indtil videre er der mange løsninger på bordet, men det er endnu for tidligt at sige, hvilken der skal sættes i spil, og hvor meget det kommer til at koste, forklarer Martin Rygaard.

"Jeg kan ikke sige præcis, hvor dyrt det bliver. Jeg tør godt love, at det bliver dyrere, men der spiller en masse forhold ind i, hvad der danner en vandpris."

Fik du læst?

Minister om vandpris i Aalborg: Enormt dyrt at vente til skaden er sket

Men et vigtigt element i sikringen af drikkevandet er samarbejdet på tværs af forsyningerne. Det kræver et overblik over hele forsyningsstrukturen i hovedstadsområdet, så det bliver tydeligt, hvem henter vand fra hvor - og om det kan gøres på en bedre måde.

Det fælles arbejde er allerede i gang, men det har potentiale til at blive styrket.

"Vi vil gerne forbedre samarbejdet mellem forsyningerne i hovedstadsområdet og med myndighederne, fordi der måske også er noget vand at hente i, at vi bliver bedre til at deles om den ressource, der er, end vi er i dag," siger Martin Rygaard og tilføjer:

"Jeg snakker meget med de andre større vandforsyninger i området, og der er rigtig stor opbakning og meget velvillighed, fordi der er en oplevelse af, at vi alle er i samme båd."

Ingen forsyninger er konkurrenter, når det kommer til drikkevand, siger talspersonen i Hofor. Det er en fælles sag, hvor drikkevandet også i dag bliver delt mellem forsyningerne i hovedstadsområdet.

Nederst i artiklen kan du se en oversigt over de kommuner, hvor Hofor allerede har indvindingstilladelser.

Havvand kan blive til drikkevand

Borgere og virksomheder er dog ikke de eneste, der gerne vil udnytte grundvandet. Og selvom der ikke er konkurrence mellem forsyningerne, er der alligevel en form for "kamp" om vandet, som Martin Rygaard siger, når både naturen og byerne har brug for adgang til det.

Den bliver ikke nemmere af, at grundvandet ikke længere har samme kvalitet som tidligere, fordi der bliver fundet flere og flere miljøfremmende stoffer. Og selv der, hvor kvaliteten er fin, er det begrænset, hvor stor en indvinding vandforsyningen må foretage.

"Vi er vant til at levere vand fra grundvand. Det er vi rigtig dygtige til, og det er en meget billig måde at levere vand på. Hvis vi skal udvide forsyningen, vil vi meget gerne se, at det kommer fra grundvandet. Men vi er ikke sikre på, at det kan lade sig gøre," siger Martin Rygaard.

Det kan derfor kræve et alternativ til grundvandet i fremtiden, og det kan blive havvand, som er afsaltet. Det er dog en dyr løsning, da analyser ifølge Hofors hvidbog viser, at produktionsomkostningerne vil være tre gange så høje som grundvand, da det skal filtreres, blødgøres og iltes. Det anerkender Martin Rygaard.

"Vi forventer, at havvandsafsaltning vil være langt dyrere end at finde ny grundvand, men det kommer jo så an på en hel masse ting," siger han og tilføjer:

"Alternativt, hvis vi skal finde mere grundvand, hvor langt væk fra København skal vi finde det vand?"

Det kan ifølge Hofors talsperson vise sig at være en mere hensigtsmæssig løsning at lave et havvandsanlæg, hvis størrelsen og placeringen giver mening - sammenlignet med, hvis vandforsyningen skal hente drikkevand langt fra egne vandværker.

Brugen af havvand er allerede set i Spanien og Holland, mens søvand anvendes i Tyskland og Sverige ifølge Hofors hvidbog.

Fakta

I disse kommuner har Hofor indvindingstilladelser

  • Albertslund

  • Ballerup

  • Brøndby

  • Egedal

  • Frederikssund

  • Furesø

  • Gladsaxe

  • Glostrup

  • Greve

  • Hillerød

  • Hvidovre

  • Høje-Taastrup

  • Ishøj

  • København

  • Køge

  • Lejre

  • Ringsted

  • Roskilde

  • Rødovre

  • Solrød

Kilde: Hofor

Fik du læst?

Analyse: Danskerne vil hellere betale mere for rent drikkevand end klimatilpasning

Sidst opdateret: 17/06/2025 - 12:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]