
Vandreguleringsudvalget ser nærmere på den økonomiske regulering af vandsektoren. Her opstilles de nuværende indtægtsrammer og den anbefalede grundmodel. - Foto: Vandreguleringsudvalget
Vand
Danva roser anbefalinger: Brud med bureaukrati og detailstyring
Afskaffelse af tillægssystem og nye omkostningsrammer er en del af anbefalingerne fra Vandreguleringsudvalget, men hvorvidt vandselskaberne er sikret økonomisk i forhold til investeringer, står ikke klart, mener Danvas direktør.
Udgivet: 26/06/2025
Vandselskaberne skal ikke længere bruge administrative ressourcer på at søge om tillæg for nye investeringer, sådan at indtægtsrammen kan få et løft.
Afskaffelse af tillægssystemet er nemlig en af flere anbefalinger, som Vandreguleringsudvalget netop har offentliggjort.
Anbefalingerne er generelt rigtig gode, hvis de bliver læst med positive briller, siger Carl-Emil Larsen, direktør i interesseorganisationen Danva, til NB-Forsyning & Klima. Og netop et farvel til tillægssystemet er en af de ting, som han særligt bemærker:
"Det er ophav til bureaukrati og detailstyring, så det er vi rigtig glade for, at man anbefaler at afskaffe. Det er dog klart, at når man fjerner den finansieringsmulighed, så skal man have noget andet igen."
Som reguleringen ser ud i dag, kan vandselskabers indtægtsramme blive tilpasset, hvis der sker en ændring i aktiviteter som nye opgaver eller meromkostninger til eksisterende aktiviteter, der følger af blandt andet forurening eller befolkningstilvækst. Det sker ved, at selskaberne ansøger, når investeringen eller reinvesteringen er foretaget.
Vandreguleringsudvalget foreslår, at tillægssystemet bliver udskiftet med en såkaldt forrentningsramme, som bliver fastsat ud fra forventningerne til fremtidens investeringer. Den anbefaling kunne dog godt stå mere klart, mener Carl-Emil Larsen.
"Vi kan ikke helt se, om vandselskaberne kan få tilført tilstrækkelig økonomi igennem forrentningsrammerne, eller om nogle selskaber vil få underskud. Hvis de får underskud, eller det er målet med det, er vi i samme situation som nu, fordi det vil ende i manglende omkostningsdækning eller skjulte krav til videre effektivisering."
Det kræver ifølge Danva-direktøren, at der laves flere beregninger og en konkret anbefaling til, hvordan vandselskaber får dækket omkostningerne til deres projekter - og får tidligere mulighed for at hæve taksterne.
"Så det ikke ender med, at vi sender regningen ind i børneværelset, som det populært hedder. Altså hvis man ikke betaler, hvad det koster. Det, synes vi, er uværdigt," siger Carl-Emil Larsen.
Usikre faktorer
Med den foreslåede erstatning for tillægssystemet vil der gå længere tid, før vandselskaberne får udvidet rammen efter investeringer. En af de usikre faktorer ved den nye rammemodel er, hvor ofte beregningsgrundlaget skal opdateres. Det har Vandreguleringsudvalget endnu ikke taget stilling til. Tanken med modellen er, at det giver selskaberne et økonomisk incitament til at reducere omkostningerne, når omkostningsrammen fastlåses i en længere periode.
"Hvis omkostningsrammen låses fast for en længere tidshorisont, fx fem år, kan selskaberne opnå en økonomisk gevinst og et forbedret regnskabsresultat ved at effektivisere for at reducere sine omkostninger inden for reguleringsperioden. Hvis det lykkes, vil indtægtsrammerne ved den efterfølgende genberegning blive sat til et lavere niveau, idet genberegningen er baseret på faktiske afholdte omkostninger. Forbrugerne vil således få glæde af det lavere omkostningsniveau, dog med en forsinkelse," skriver udvalget.

I figur 6 illustreres mekanismen med 5-årige reguleringsperioder, hvor der genberegnes på baggrund af et simpelt gennemsnit i de forudgående 5 år. Det medfører, at der sker en tilpasning af indtægtsrammerne i forhold til de faktisk afholdte omkostninger, men med en forsinkelse, som udgøres af de orange omkostninger i figuren. Hvis investeringen er foretaget midt i en reguleringsperiode, udgør opkrævningsretten fra investeringen kun en andel af de faktiske afskrivninger i den følgende reguleringsperiode, idet genberegningen foretages på baggrund af et simpelt gennemsnit, jf. figur 7. Kilde: Delrapport af Vandreguleringsudvalget.
Forenkle regler og krav til indtægtsrammer
Vandselskaberne får årligt en indtægtsramme samt effektiviseringskrav, der for de større selskaber er fastsat efter benchmarking-metode. Den metode har mødt kritik fra dele af branchen, da den ikke har givet redskaber til, hvordan selskaberne skal agere.
Carl-Emil Larsen er enig i, at den nuværende metode ikke er givende.
"Vi synes ikke, at alle de ressourcer, der bruges på benchmarking i dag, står mål med det udbytte, man får. Benchmarking skal bruges som støtte til at drive selskabernes ledelse via for eksempel nøgletal og ikke til at sætte effektiviseringskrav," siger han og tilføjer:
"Det har man brugt 15 år på nu. Vi mener, at vi er ude på fjerdedecimal. Det er dyrere at drive det end at effektivisere."
Som eksempel modtog Vandsektortilsynet ifølge de nye anbefalinger knap 950 tillægsansøgninger i 2024.
Det er Danvas holdning, at taksterne fremadrettet skal være styrket af investeringerne, fordi det er forventningen, at de kommer til at stige de kommende år. Noget, som Carl-Emil Larsen forklarer er blevet erkendt i de øvre lag.
"Derfor skal der fokus på investeringsdelen, og at vi laver de rigtige investeringer," siger han.
I forbindelse med offentliggørelsen af delrapporten understreger udvalgets formand, Knud Pedersen, at arbejdet "langt fra er færdigt".
"Det er vigtigt, at vi fortsætter den gode og konstruktive dialog med vandselskaberne, der løfter samfundskritiske opgaver i en sektor under hastig udvikling med nye krav til klimatilpasning og grøn omstilling”, siger Knud Pedersen, der er distributions- og reguleringsdirektør i Andel og bestyrelsesformand for elnetselskaberne Radius Elnet og Cerius.
Efter sommerferien 2025 vil Vandreguleringsudvalget fortsætte arbejdet, som næste år skal munde i, at der leveres "konkrete og endelige forslag til en sammenhængende regulering". Udvalget skal blandt andet lave modelberegninger af de økonomiske konsekvenser, som en ny regulering forventes at medføre.
Sidst opdateret: 26/06/2025 - 15:14
Temaer: Vand












































