Affald

Svendborg vil holde affaldsopgaver i kommunen: "Udbudspligt vil være rigtig træls"

Hjemtagning af affaldsopgaver har haft store gevinster i Svendborg Kommune. Det vil derfor ikke være optimalt, hvis regeringen vælger udbudspligt fremfor prisloft på affaldsgebyrer som ny regulering.

Udgivet: 13/01/2026

Amalie Dinesen

Redaktør

Del artiklen:

I Svendborg Kommune er den bedste løsning for medarbejdere, den grønne omstilling og økonomien, at affaldet bliver håndteret af kommunen selv, fortæller udvalgsformand i Teknik- og Miljø, Jesper Kiel (EL)

Det vil derfor ikke være optimalt, hvis det bliver et krav, at kommunerne skal udbyde opgaven, som en af Forsyningstilsynets modeller for en ny regulering lægger op til. Politikerne er lige nu i overvejelse om, hvilken model der skal gælde for kommunerne - og udbudsmodellen er et alternativ til et prisloft for affaldsgebyrer. Men den nødvendige konkurrence kan være svær at finde.

Det har det i hvert fald vist sig at være i Svendborg Kommune. Netop derfor er kommunen tilfreds med, at ansvaret er på deres hænder.

"Jeg synes i hvert fald det vil være en træls model, at vi ikke selv kan bestemme, hvem der skal løse opgaverne," siger han til NB-Forsyning & Klima og tilføjer:

"Udbudsprocesser er meget ressource-, økonomi- og tidskrævende. Så hvis man som kommune ikke vil sende i udbud, er det jo sådan set lidt spild af tid."

Lange kontrakter i nye investeringer

Tilbage i marts besluttede Svendborgs kommunale forsyningsselskab Vand og Affald, at de vil hjemtage opgaven med at tømme skraldespande og indsamle affald fra den 1. april 2027. I dag er opgaven udliciteret til en privat virksomhed.

Beslutningen er truffet på baggrund af flere årsager, heriblandt medarbejdernes arbejdsforhold, forklarer Jesper Kiel. Det sikrer nemlig, at der ikke er skiftende arbejdsgivere, som er tilfældet, når opgaverne er sendt i udbud. Og så spiller økonomien en væsentlig rolle.

"Min vurdering er, at vi sådan set kan gøre det billigere selv. Vi har draget erfaring med at hjemtage nogle af opgaverne omkring vores genbrugsbil og indsamling af plastik. Det har været meget vellykket," siger han.

Derudover spillede også en ny, grøn investering en væsentlig rolle for, at kommunen gerne selv vil stå med opgaven. Kommunen skal udskifte de nuværende skraldebiler til at være eldrevne.

"Vores erfaring med at skifte vores bybusser til elbusser er, at det kræver nogle meget lange kontrakter, så man kommer til at binde sig i meget lang tid," siger Jesper Kiel og tilføjer:

"I den omstilling, hvor vi skal skifte til helt nyt udstyr, er det sådan set mere fordelagtigt, at vi kan gå ind og sætte rammerne omkring det, træffe beslutningen og sørge for, at det sker til tiden. Så det vil være rigtig træls, hvis der kommer en udbudspligt."

Modsatrettet effekt

Modellerne fra Forsyningstilsynet er et led i en politisk aftale, som blev besluttet i 2022 og har til mål at effektivisere administrationen og give lavere gebyrer.

Svendborg Kommune står ikke alene med sin skepsis for en udbudsmodel. Flere aktører i den kommunale del af affaldsbranchen har råbt op. Begrundelserne lyder blandt andet, at det kan medføre højere priser på markedet.

Bag den politiske aftale er Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

Fik du læst?

Prisloft: Forsyningstilsynet leverer analyse med gode grunde til at træde på bremsen

Fik du læst?

Minister glider uden om spørgsmål om udbudspligt: "En naturlig del af arbejdet"

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 14:02

Temaer: Affald

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Forsyning & Klima er en nicheportal om den grønne omstilling i forsyningsselskaber og kommuner. Portalens formål er at sikre aktørerne substantiel information om lovgivning, udviklingstendenser og dilemmaerne i krydsfeltet mellem kommuner, selskaber og myndigheder.

Læs mere om NB-Forsyning her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]